Cyberangreb begynder at vågne op i Danmark: Minimum 300 infektioner

Derudover begynder der at komme nye variationer af den skadelige 'Wannacry'-kode, fortæller it-sikkerhedsekspert.

Ifølge it-sikkerhedsformaet CSIS er der på nuværende tidspunkt mindst 300 'Wannacry'-infektioner i Danmark. (Foto: RITCHIE B. TONGO © Scanpix)

Den skadelige kode 'Wannacry' har igennem de seneste par døgn spredt sig over hele verden. Og nu begynder der også at komme flere infektioner her i Danmark.

Det fortæller it-sikkerhedsekspert hos virksomheden CSIS, Peter Kruse

- De dugfriske tal viser, at den er ved at vågne op i Danmark. Vi har omkring 300 infektioner som minimum i Danmark, forklarer han.

Infektionerne har ramt både privatpersoner og virksomheder.

I lørdags var der ifølge Peter Kruse omkring 100 infektioner, og mens tallet ikke steg mærkbart i løbet af søndagen, så er det altså steget betragteligt mandag, hvor folk er mødt ind på arbejde og har startet deres computere op igen.

Det var ventet, at antallet af infektioner i Danmark ville stige mandag. Det skyldes, at angrebet startede i fredags, hvor der var helligdag i Danmark, og en del virksomheder derfor var gået på forlænget weekend.

Nye varianter

CSIS følger spredningen af den originale Wannacry-infektion, men i løbet af weekenden er der også kommet nye versioner til.

- Der er både kommet nye varianter, som indeholder en ny såkaldt selvdestruktionsfunktion, og så er der kommet nogen, hvor den selvdestruktionsfunktion helt er blevet fjernet, forklarer Peter Kruse.

Det betyder, at der reelt kan være flere infektioner, som udspringer af den originale 'Wannacry'-infektion, som blandt andet ramte sundhedsvæsenet i Storbritannien.

Rigspolitiets cybercrime-enhed, NC3, har dog endnu ikke registreret infektioner blandt de virksomheder, der er vigtige i forhold til infrastrukturen. Det er den seneste melding fra Rigspolitiet.

Facebook
Twitter