Cykelkurve bruges som skraldespande

Dansk Cyklistforbund får mange henvendelser om skrald, der ender i cykelkurve.

Intet kan ødelægge morgenhumøret som en cykelkurv fuld af våde reklamer, halvspiste burgere og poser med hundelort.

Alligevel er klamt skrald i cykelkurven, noget, mange kvindelige cyklister oplever, hvis deres cykel overnatter på et befærdet sted.

Brugt kondom og blodig kanyle

Og nu er det nok, mener Natascha Gracia, som har fundet mange grelle ting i sin kurv.

- Det mest ulækre jeg selv har oplevet, det var engang, hvor jeg fandt en gennemsigtig plastikpose med en blodig kanyle i inde ved Hovedbanegården. Og min veninde har fundet et brugt kondom engang. det er sgu også ulækkert, siger hun til DR Nyheder.

Hun har startet Facebook-gruppen: Vær nu sød ikke at bruge min cykelkurv som skraldespand, tak! for at gøre opmærksom på problemet.

Cyklistforbund får mange henvendelser om skrald

Fritz Bredahl, som er kommunikationschef i Dansk Cyklistforbund, indrømmer, at han ikke personligt kender problemet, men det er noget forbundet får mange henvendelser om.

- Det er ekstremt dårlig stil, hvis man forestiller sig, at der blev kastet burgerbakker og slikpapir ind af bilvinduet, så kan alle vel tænke sig til, at man ville blive ret irriteret. Og tilsvarende bliver man selvfølgelig irriteret, hvis det lander i cykelkurven, siger Fritz Bredahl.

Facebook
Twitter