Cyklister: Fingrene væk fra vores cykler

Der er stor utilfredshed blandt flere københavnske cyklister med et privat firma, der fjerner ulovligt parkeret cykler - og kræver penge for at udlevere dem igen.

187 kroner og 50 øre for en ulovlig cykelparkering.

Så meget tager et privat firma i København for at udlevere din cykel igen, hvis de har fjernet den.

- Det er meget urimeligt, og det virker ikke som en god vej frem, siger EDB-udvikler og cyklist Ole Kirk.

- Flyt cyklen et par meter

Firmaet Cykelstativ kontrollerer områder uden for private virksomheder og fjerner de cykler, der er ulovligt parkeret.

Først sætter firmaet et klistermærke på cykler, hvor de oplyser om den ulovlige parkering, og efter 25 minutter fjerner de cyklen.

Ole Kirk er ikke den eneste cyklist, der ikke bryder sig om firmaets metoder.

- Det er for meget at skulle give 180 kroner, hvis jeg har parkeret et sted, hvor det er til besvær. Man kan bare flytte den et par meter, siger cyklist Elias Munk.

Få styr på cykelstativerne

Modstanden fra cyklisterne er måske ikke så overraskende, og flere af de adspurgte mener, at problemet ligger et helt andet sted.

- Jeg synes, man skulle sætte flere cykelstativer op, så der var mulighed for at parkere sin cykel ordentligt i stedet for op af et butiksvindue, siger Rune Mikkelsen.

Han bakkes op af Hanne Lauridsen, der heller ikke synes om at fjerne folks cykel for derefter at kræve penge for at udlevere den igen.

- Man må sørge for, at der er ordentlige cykelparkeringsmuligheder, siger hun.

Firmaet bliver kritiseret af Cyklistforbundet, og Københavns Politi undersøger lige nu, om metoden overhovedet er lovlig.

Se hele voxpoppen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter