Cyklister frygter de nye super-elcykler på stierne: 'For alle os andre vil det betyde flere ulykker'

Det bliver farligere i trafikken, når elcykler kører med topfart på 45 km/t, lyder det.

Mette Weinrich (forrest) fra Aarhus blev kørt ned af en elcykel. Hun tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis det havde været en speed pedelec. Her er hun med sit cykelhold 'de flyvende forstadsfruer'. (© PRIVATFOTO)

Anne-Vibeke Svarre fra København brækkede sit bækken, sin arm og fik en hjernerystelse, da hun for nogle år siden blev kørt ned af en knallert på cykelstien.

Hun kom op på jernhesten igen efter ulykken, men frygter nu for sin sikkerhed med udsigten til at skulle køre sammen med de såkaldte speed pedelecs.

Fra søndag bliver disse super-elcykler med en topfart på 45 kilometer i timen tilladt på cykelstierne. Og nu overvejer Anne-Vibeke Svarre, om cyklen skal parkeres i kælderen.

- Der kan opstå rigtig mange farlige situationer. Man kan håbe på, at de vil tilpasse hastigheden efter forholdene, men jeg er ikke sikker på, at det bliver virkeligheden. Vi har allerede hurtigkørende cyklister, og der er mange, som overhaler indenom, siger hun.

Jeg har selv prøvet at blive kørt ned af en knallert, og cykeltrafikken i København er hurtig, vi er rigtig, rigtig mange om cykelstierne, siger Anne-Vibeke Svarre. (© PRIVATFOTO)

Går fra knallert til cykel

Hidtil har speed pedelecs været kategoriseret som knallerter, og føreren skulle være 18 år, have knallertkørekort og bære hjelm.

Men Folketinget har godkendt, at cyklisterne fremover på forsøgsbasis skal være mindst 15 år og blot bærer cykelhjelm.

Cyklistforbundet har kaldt det for decideret 'tankeløst, uansvarligt og ekstremt usikkerhedsskabende'.

Flere organisationer og eksperter har også allerede advaret Trafikstyrelsen om, at det kan give flere ulykker.

Det mener blandt andet Rigspolitiet, Rådet for Sikker Trafik, Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, Danske Vognmænd, Cyklistforbundet, KL, Dansk Erhverv og Dansk Fodgængerforbund.

Kan fungere på lange strækninger

Tandlæge Mette Weinrich bor i Højbjerg syd for Aarhus. Hun brækkede sin finger, da hun blev kørt ned af en elcykel, og hun er overbevist om, at skaden havde været meget større, hvis cyklisten havde haft mere fart på.

Ligesom Anne-Vibeke Svarre sendte hun i foråret et høringssvar til Trafikstyrelsen med sin anke mod at tillade speed pedelecs på cykelstierne.

- For elcyklisterne vil det sikkert være en god løsning, men for alle os andre vil det betyde flere ulykker, og det er derfor uhensigtsmæssigt, at vi får dem ind på cykelstien, siger hun.

Begge cyklister kan godt se, at super-elcyklerne kan komme til sin ret på de lange strækninger, men i byerne med tæt trafik bliver det for farligt, mener de.

- Jo højere hastigheden er, jo større er risikoen for, at begge parter kommer til skade, siger Mette Weinrich.

Cyklistforbundet: Har intet med en cykel at gøre

  • - I min optik har en speed pedelec lige så lidt at gøre med en cykel som en knallert. Den kan noget som et bæredygtigt transportmiddel på de lange strækninger ude på landet. Men inde i byen med mange hverdagscyklister synes vi, det er en dårlig idé, siger formand Klaus Bondam.

  • Han ønsker ikke flere biler i byen i stedet for, men forbundet ærgrer sig over ikke at være blevet inddraget i Trafikstyrelsens arbejde med at tillade super-elcyklerne på stierne.

  • Man kunne have indført nogle hastighedsbegrænsninger i byområder.

  • Han er også bekymret for, om 15-årige er i stand til at køre på en speed pedelec. Til sammenligning skal du være 18 år for at køre en knallert 45.

Det er positivt, at de hurtige elcykler kommer ind på cykelstierne. Det kan gavne cyklismen i omegnskommunerne, mener Henrik Tranæs fra Vedbæk. (© PRIVATFOTO)

Gavner cyklismen uden for storbyen

Henrik Tranæs fra Vedbæk er en af de borgere, der i et høringssvar bakkede op om at få speed pedelecs på cykelstierne.

Han mener, at de ligefrem kan være med til at udbrede cyklismen i omegnskommunerne.

Henrik Tranæs cyklede selv til og fra arbejde på en elcykel, men fandt ud af, at den slet ikke kørte lige så stærkt som en racercykel. Så han glæder sig over udsigten til at komme hurtigere frem på en speed pedelec.

- Nu har vi bygget supercykelstier ind til storbyen. Vi har trafikproblemer omkring København og større byer som Aarhus. Jeg tror, de her elcykler kan være med til at fjerne noget af trængslen, siger han og tilføjer:

- Det handler om, at man følger strømmen og trafikken, når man så kommer ind til byen og den tætte trafik.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) lader sig ikke ryste af advarsler fra eksperter og borgere. Han mener, at reglerne kan reguleres, når der er samlet erfaringer med super-elcyklerne side om side med de almindelige cykler og elcykler.

10 RÅD TIL SIKKER ELCYKLING

  • Bliv fortrolig med din elcykel et roligt og trygt sted, før du begiver dig ud i trafikken.

  • Husk at motoren kan fortsætte med at trække i nogle sekunder, efter at du er stoppet med at træde i pedalerne

  • Vær ekstra opmærksom. Din højere fart kan overraske dine medtrafikanter

  • Tilpas hastigheden efter forholdene og dine medtrafikanter

  • Brug ikke forbremsen alene. Især ved skarpe sving, og når vejen er våd eller glat, skal du være forsigtig.

  • Når du ikke giver tegn, skal du altid holde begge hænder på styret.

  • Sørg for at have din fulde opmærksomhed rettet mod trafikken.

  • Husk din cykelhjelm.

  • Gør dig så synlig som mulig i trafikken.

  • Sørg for at holde din elcykel i god stand. Det øger sikkerheden.

  • Rådene er udarbejdet for alm. elcykler af Cyklistforbundet, Rådet for Sikker Trafik og Ældresagen.

Facebook
Twitter