Cyklister vil have airbags uden på biler

Dansk Cyklist Forbund opfordrer Færdselssikkerhedskommissonen til at undersøge, om der kan sættes airbags uden på biler for at nedbringe antallet af dræbte fodgængere og cyklister.

Airbags er standardudstyr i alle nye biler i Danmark, men den beskyttende luftpude, som pustes op i løbet af få millisekunder ved en ulykke, komme kun bilisterne til gode og det vil Dansk Cyklist Forbund have lavet om på.

Forbundet vil have Færdselssikkerhedskommissionen til at undersøge muligheden for, at der kommer ydre airbags på bilerne.

I fjor blev 62 fodgængere dræbt i trafikken, og hvert år mister 40-50 cyklister livet på de danske gader og veje.

Teknologiske muligheder

- Vi bør udnytte alle de teknologiske muligheder, der kan reducere antallet af cyklister og fodgængere, som mister livet eller kommer til skade, fordi de bliver påkørt af en bil, siger direktør Jens Loft Rasmussen, Dansk Cyklist Forbund til Jyllands-Posten.

I Holland blev 216 cyklister dræbt i trafikken i 2006, heraf knap halvdelen efter at være blevet påkørt af en bil.

I en statsfinansieret undersøgelse har det hollandske cyklistforbund, Fietsersbond, sammen med et analyseinstitut i år påvist, at man alene i Holland vil kunne redde ca. 60 cyklister og fodgængeres liv og undgå 1.500 alvorlige personskader om året, hvis der installeres airbags mellem bilernes kølerhjelme og forruder.

Airbags på cykler og knallerter

Formand for Færdselssikkerhedskommissionen og medlem af Folketingets trafikudvalg, Karsten Nonbo (V), er parat til at se på den hollandske undersøgelse.

- Antallet af danske cyklister og fodgængere, der mister livet i trafikken, er for højt. Alene af den grund er det yderst relevant at se på resultaterne fra Holland og på hvilke tiltag og investeringer, der kan bringe dødstallet ned, siger han.

Karsten Nonbo nævner at det også der værd at undersøge, om der findes eller kan konstrueres airbags til cykler og knallerter.

- Hvis de ikke allerede er udviklet, har vi heldigvis mange ”Ole-opfindere” herhjemme, som måske kunne blive inspirerede, siger han.