Da Anjas 17-årige datter mistede livet, reddede det andres: 'Det meningsløse får en smule mening'

Sidste år donerede et rekordhøjt antal danskere deres organer.

I venteværelset på Rigshospitalets traumecenter sidder Anja Arrild og hendes eksmand, mens deres teenagedatter Natascha svæver mellem liv og død.

De ved endnu ikke, hvad der præcis er sket med hende. Kvæstelserne er alvorlige, det har lægerne allerede sagt.

Hun har været indblandet i en voldsom trafikulykke. Især Nataschas hoved er efterladt med store skader.

Lægerne har derfor kørt hende til operationsstuen for at forsøge at redde hende. Forældrene får at vide, at de gør alt, hvad de kan.

Endelig kommer den læge, der har opereret Natascha, ud til dem i venteværelset. Med ham følger den besked, som de har frygtet mest:

Natascha kommer til at dø. Hendes hovedskader er for voldsomme. Der er ikke noget, lægerne kan gøre.

Og så blev der meget stille, husker Anja Arrild.

- Jeg tænkte bare, det passer ikke. Lige om lidt kommer lægen ind og fortæller, hvad der rigtigt er sket. Det her er ikke sandt.

Lægerne vil nu gøre Natascha i stand, så de kan komme ind og se hende. Datteren er endnu ikke erklæret død, hun får hjælp til at trække vejret via en respirator, men der er ikke noget aktivitet i hendes hjerne.

To betjente stod pludselig foran hoveddøren

Nogle timer forinden var Natascha ved at gøre sig klar til at blive hentet af sin ekskæreste.

Det var en aften i marts 2019. Egentlig havde både mor og datter mest lyst til en hyggeaften derhjemme, men Natascha tog afsted.

Hun mødtes med ekskæresten og to venner, og de kørte afsted i to biler mod McDonalds i Køge.

I den ene bil sad Natascha på passagersædet, hendes ekskæreste bag rattet. Vennerne kørte i bilen bagved.

Da bilerne nærmede sig en lille by udenfor Køge, opfordrede ekskæresten til at køre ræs.

Og det var her, det gik galt.

Med høj fart mistede han kontrollen over bilen, som blev slynget ud på marken. Natascha røg ud gennem ruden og landede flere meter fra bilen.

Anja Arrild blev vækket ved, at det bankede hårdt på døren. Da hun kiggede på uret, kunne hun se, at klokken var kvart over et om natten. Som mor til en teenagedatter vidste hun med det samme, at noget var galt.

- Alligevel håbede jeg på, at det bare var Natascha, der havde glemt sin nøgle.

Men uden for døren stod to betjente. De fortalte, at Natascha havde været med i en voldsom trafikulykke. I videoen her, kan du høre, hvad der skete, da Anja fik den besked:

Nataschas hjerte slår, men hun er væk

Efter flere timers ventetid på Rigshospitalet får forældrene den ulykkelige besked.

Natascha er væk og holdes kunstigt i live. Hun trækker vejret ved hjælp af en respirator, men hendes krop er varm og hjertet slår.

Efter forældrene har fået lov at se deres datter, bliver de inviteret ind i et møderum. Personalet spørger, om de har talt om organdonation. Det er vigtigt, at de tager stilling nu, får de at vide.

- Vi ved, at det er vigtigt og at de, der venter på organer, er meget syge. Men ligefrem at stå der og tage stilling til, om der er nogen, der skal skære noget ud af kroppen på mit barn, det er rigtig svært, fortæller Anja Arrild.

I Danmark er der tre gyldige måder, at tage stilling til organdonation på.

Man kan registrere sig i organdonorregistret, udfylde et fysisk donorkort eller fortælle sit ønske til ens nærmeste.

Ifølge Dansk Center for Organdonation har to ud af tre danskere taget stilling, og 24 procent af alle danskere over 15 år har registreret sig.

Dorte fik nye lunger efter syv års ventetid

  • En af dem der sidste år fik et nyt organ er Dorte Chabert.

  • Hun fik i sommeren 2020 et sæt nye lunger, efter at have ventet i næsten syv år.

  • Du kan se Dorte Chaberts historie i Lægens Bord her.

  • Du kan også læse om Dorte Chaberts organtransplantation i denne digitale fortælling.

En tilfældig snak bliver vigtig

Natascha nåede aldrig at registrere sig, men nogle uger inden ulykken havde hun og Anja Arrild ved et tilfælde snakket om organdonation. Natascha spurgte sin mor, om hun var organdonor.

Anja Arrild forklarede, at både hun og Nataschas far er registrerede som donorer, men at hun selv har fravalgt, at hendes hjerte må bruges.

- Så kan jeg bare huske, det blik hun sendte mig, fortæller Anja Arrild.

‘Men hvis du ikke selv kan bruge det, hvorfor vil du så ikke give det til én, der kan?’, havde Natascha spurgt hende.

Den episode stod frisk i Anja Arrilds hukommelse.

Derfor beslutter de at donere Nataschas organer, hvis lægerne er helt sikre på, at der ikke er mere, de kan gøre.

- Natascha var sådan et mega omsorgsfuldt menneske, hun ville bare alle det godt. Vi var slet ikke i tvivl om, at hun ville have hjulpet andre, siger Anja Arrild.

Fra det øjeblik bliver det meget vigtigt for forældrene, at donationen lykkes.

- Det bliver altafgørende. Vi mister vores barn, så de her organer skal bare redde nogle andre, understreger Anja Arrild.

Flere hundrede danskere står på venteliste

Det er ikke alle, der ligesom Nataschas forældre siger ja til organdonation. Nogle pårørende vælger at sige nej.

Det kan der ifølge Dansk Center for Organdonation være flere årsager til.

Det kan være et ‘nej’ til hele situationen - et nej til at miste sin far, mor, søn eller datter. Ligesom der også kan være religiøse årsager til, at nogle siger nej.

Ved udgangen af 2020 stod 408 patienter på venteliste til et nyt organ. Det blev også året med flest organdonationer.

Ifølge Dansk Center for Organdonation var der 124 afdøde organdonorer. I 2019, hvor Natascha mistede livet, var der 102 afdøde donorer.

Lægerne følger nogle fastlagte undersøgelser og procedurer, inden en organdonation finder sted. Det står sort på hvidt i sundhedsloven, at man skal være erklæret død, inden en donation kan finde sted.

Derfor bliver Natascha også undersøgt, og senere på dagen bliver hun konstateret hjernedød.

Modtagerne til Nataschas organer skal nu findes. Det sørger hospitalet for, og det skal gå stærkt. Forældrene får at vide, at Natascha vil blive hentet af operationsholdet klokken 21, så de har resten af dagen med hende til at sige farvel.

Hør, hvordan Anja Arrild brugte de sidste timer med Natascha.

Seks personer blev kontaktet

Rigshospitalet får Anja Arrild at vide, at seks personer er kontaktet som mulige modtagere af Nataschas organer.

Nogle dage efter får moren et opkald fra hospitalet. De fortæller hende, at datterens to nyrer og lever er doneret. Hjertet er blevet brugt i flere dele. Nogle af organerne gik til en yngre mand og andre til en mor.

- Jeg blev simpelthen så rørt over, at der nu er en mor, som har fået et liv med sine børn.

Tiden efter Nataschas død har været hård, og familien har skulle bearbejde det enorme savn efter hende.

Alligevel har donationen af hendes organer givet et lille lys i det massive mørke, forklarer Anja Arrild.

- Det har hjulpet til at give hendes ellers meget meningsløse død en lille smule mening. At der er nogle mennesker, som faktisk lever her i dag, på grund af at hun ikke gør.

Anja Arrild har også været inde og ændre hvilke organer, hun selv vil donere. Nu må hendes hjerte også anvendes.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter