Da Henning blev hjemløs: Jeg reddede mit liv ved at forsvinde

PORTRÆT Henning Elsner er hjemløs, og flere tusinde danskere følger med i hans liv på Facebook, når han cykler landet tyndt med sin lille hund Felix i cykelkurven.

- Jeg havde det så dårligt, at jeg blev bange for, hvad der ville ske, hvis jeg blev, forklarer Henning Elsner om årsagen til, at han valgte at blive hjemløs. (Foto: STV Production A/S © dr)

Henning Elsner blev forskrækket, da han en dag i 2011 trådte ud af badet og så sig selv i spejlet.

En forsikringssag, der var trukket i langdrag, om et pilråddent hus havde sat sit præg på den dengang 42-årige krop.

Han var blevet meget tynd, og kroppen var brugt. Han var desuden ramt af depression og mistede sit job.

Men så samlede han alle sine dokumenter - lønsedler, skatte- og forsikringspapirer - og satte ild til det hele.

På cyklen hægtede han en overdækket anhænger fast, satte hunden Felix op i cykelkurven og forsvandt fra det hele.

- Jeg havde det så dårligt, at jeg blev bange for, hvad der ville ske, hvis jeg blev, forklarer Henning Elsner.

- Jeg reddede mit liv ved at forsvinde.

En del af en voksende gruppe

Henning Elsner er en del af den voksende gruppe hjemløse i Danmark.

Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFi) var der i 2015 6.138 hjemløse.

Det er 318 personer flere end i 2013, hvor SFi sidst gennemførte kortlægningen af hjemløshed i Danmark.

Henning Elsner har computeren med, når han rejser Danmark rundt med Felix. Et solcelleanlæg på cykelanhængeren gør, at han kan lade den op og opdatere sin Facebook-side. (Foto: STV Production A/S © dr)

26 procent af dem har ligesom Henning Elsner været hjemløse i mere end to år.

På Facebook-siden ’Følg en hjemløs’ kan Henning Elsners flere end 26.000 følgere følge med i, hvordan livet er som hjemløs.

Og netop følgerne har spillet en stor rolle for, at han igen og igen sætter sig op på sin cykel og tramper videre ud i Danmark.

- De tænker virkelig på os og håber, at vi klarer os godt, forklarer han.

- Mange hjemløse har intet at stå op til. Jeg har tit flere hundrede kommentarer og hjerter.

- Kunne ikke udstille mig selv

Henning Elsner har været Hus Forbi-sælger siden februar 2014. (Foto: STV Production A/S © dr)

Det nye liv som hjemløs var svært for Henning Elsner, og de første dage brugte han på at gemme sig i skoven - pinligt berørt over nu at være uden fast bopæl.

Samme følelse havde han, da han fik sit sælgerkort og købte 50 udgaver af Hus Forbi 1. februar 2014.

Det varede hele 28 dage, før han endelig fik taget sig sammen og stillede sig op foran en butik.

- Jeg kunne ikke stille mig derud og udstille mig selv på den måde, som jeg følte det gjorde. For så kunne man se, at jeg var hjemløs. Det var svært - det var måske oven i købet ydmygende, siger han.

- Sådan er det altid den første time, at når jeg stiller mig op med den avis, så føler jeg mig meget udstillet.

Fremmed med åben dør

I 2015 cyklede Henning Elsner 5.400 kilometer, da han drog ud på endnu en rejse rundt omkring i Danmark. (Foto: STV Production A/S © dr)

Henning Elsners liv kan deles i to. I vinterhalvåret bor han steder som kælderrum eller nedlagte huse - ofte uden rindende vand.

Men fra maj sætter han sig op på cyklen og kører landet rundt med sin hund Felix og så de ting, han kan have i sin cykelanhænger.

Mens han er på rundtur, er hans eneste indtjening salget af Hus Forbi-aviser og den mad, penge eller lignende, som han får fra helt almindelige danskere.

Og Henning Elsner har mange oplevelser med folks gavmildhed. For eksempel i 2011, da han var nået til en lille by ud for Kolding, hvor der ifølge bogen ’Overnatning i det fri’ kunne slås et telt op i en privat have.

Her fik han efter kort tid bragt te og nybagte boller ud til sit telt, og da husets ejer lidt efter gik ud for at lufte sin hund, stod både døre og vinduer åbne.

- Jeg kunne have tømt hele hans hus, hvis jeg ville, men han stolede på mig, husker Henning Elsner.

- Det rørte mig virkelig meget.

Samme sted fik Henning Elsner også en blå termokedeldragt til de koldere tider.

- Den har jeg stadig i min anhænger. De ting, som folk giver mig, gemmer jeg.

Se mere af Henning Elsners cykelrejse rundt i Danmark i 'Felix og vagabonden' hver søndag kl. 21 på DR2 og efterfølgende på dr.dk/tv.

  • Blå Bog: Henning Elsner

  • Født i 1969 og opvokset i København

  • Uddannet bager

  • Blev hjemløs i 2011 og står bag Facebook-siden 'Følg en hjemløs'

Facebook
Twitter