Dagen før terminsprøven: Elever behøver ikke at installere snydekontrol

'Den Digitale Prøvevagt' bliver ikke en obligatorisk del af gymnasiernes terminsprøver i morgen.

Adskillige gymnasieelever har udtrykt bekymring over, om Den Digitale Prøvevagt beskytter deres data godt nok. (Foto: © Sara Gangsted, Scanpix)

Det kan blive en noget amputeret generalprøve, når Undervisningsministeriets nye snydekontrol-software i de kommende uger skal testes på omkring 50.000 elever på landets gymnasieskoler.

Programmet 'Den Digitale Prøvevagt' har været udsat for flere dages kritik.

Både elever og it-eksperter er bekymrede over, om elevernes data bliver beskyttet godt nok, når programmet indsamler data fra elevernes computere.

Men i dag har Undervisningsministeriet præciseret, at eleverne ikke vil blive tvunget til at installere det ved terminsprøverne, der starter i morgen.

Det fremgår af en mail sendt fra Undervisningsministeriet til landets gymnasieskoler.

- Skulle der være nogen elever, der ikke ønsker at være med i generalprøven i morgen, er der mulighed for, at den prøveansvarlige lader dem undlade at aktivere Den Digitale Prøvevagt, lyder det i mailen.

Landets gymnasieskoler havde ellers forstået det sådan, at programmet skulle være installeret og aktiveret ved prøverne, der starter i morgen.

- Der er rigtig mange skoler, som har opfattet det her som, at det naturligvis var en pligt for eleverne, at de skulle benytte sig af Den Digitale Prøvevagt, ligesom at det vil være det til sommereksamen, siger Birgitte Vedersø, formand for Danske Gymnasier og rektor på Gefion Gymnasium.

Hun har opfordret rektorerne på gymnasieskolerne til tydeligt at gøre eleverne opmærksomme på, at brugen af Den Digitale Prøvevagt er frivillig i morgen.

- Det skal eleverne have at vide. Jeg har holdt møde med eleverne på min egen skole og skrevet til dem, at det er frivilligt, og så må vi se, hvor mange der kommer til at benytte den, fortsætter hun.

Frygt for sikkerhedsproblemer

En gymnasieelev, der også er web-udvikler, opdagede i sidste uge, at der kan være risiko for overvågning ude fra, og at programmet henter flere personoplysninger, end ministeriet har fortalt.

Og selvom ministeriet allerede har rettet fejl i systemet, er elever stadig i tvivl om, hvor meget data programmet indsamler på hvilke tidspunkter, og om deres privatliv er sikret, når programmet er installeret.

Det har fået adskillige elever til at protestere højlydt over, at programmet skulle testes ved terminsprøver i morgen.

I en begivenhed på Facebook har flere initiativtagere opfordret til, at elever boykottede Den Digitale Prøvevagt, hvilket ville betyde, at de ville dumpe prøverne.

Her til aften har flere end 4000 elever landet over tilkendegivet, at de vil deltage i den protest.

- Som udgangspunkt tror jeg ikke, at du kommer til at se en eneste elev installere det her program. Nu er det heldigvis blevet frivilligt, men folk er også blevet bevidste om, hvad det er programmet går ud på, siger Claes Kirkeby Theilgaard, der går i 3.g på Gefion Gymnasium, og som har været med til at tage initiativet til boykottet.

Datatilsynet vil kulegrave snydespionen

Historierne om de potentielle sikkerhedsbrister i Undervisningsministeriet snydekontrol har ifølge Ekstra Bladet fået Datatilsynet til at sætte en undersøgelse af programmet i gang.

Den undersøgelse vil betyde, at ministeriet skal svare på en række spørgsmål, så Datatilsynet kan vurdere, om programmet beskytter elevernes data godt nok.

I den mail, som Undervisningsminsiteriet i dag sendte ud til uddannelsesstederne, forholder ministeriet kun ganske kort til kritikken af systemet:

- Det er derfor, vi laver en generalprøve på torsdag. Undervisningsministeriet står naturligvis inde for sikkerheden i programmet, lyder det.

Samtidig understreges det, at det stadig vil være et krav, at Den Digitale Prøvevagt bliver brugt til de skriftlige eksamener i maj og juni.

Men programmet heller ikke i brug til sommer, hvis det står til gymnasieeleven Claes Kirkeby Theilgaard, der er medlem af Liberal Alliance Ungdom.

- Nu skal vi så blive ved med at stå fast og kæmpe imod Den Digitale Prøvevagt, for den er ikke i orden. Den her type overvågning skal vi ikke tillade i gymnasiet. Så vi skal sørge for, at den ikke findes til sommer, siger han.