Dagens løgn: Folketingsmedlem løj om alder

Dorthe Ullemose (DF) ønskede ikke at skabe opmærksomhed omkring sin alder. Derfor løj hun sig tre år yngre. Og det skabte paradoksalt nok en del opmærksomhed om, hvor gammel hun var.

Op til folketingsvalget tidligere i år valgte Dorthe Ullemose (DF) at lyve om sin alder. (Foto: © KELD NAVNTOFT, (c) Scanpix)

Kravlenisser, julehjerter og lyskæder. Her i december er det tradition i mange danske hjem at pynte op til jul. Der findes dog også mennesker, som har udvidet pynte-traditionen til resten af året. Det gælder blandt andre folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Dorthe Ullemose, der i sommers pyntede på sin alder.

Dagens afsnit af Detektors løgnekalender handler om Dorthe Ullemoses løgn om sin alder. En løgn hun fortalte op til folketingsvalget tidligere i år, da hun stillede op for Dansk Folkeparti.

Flere årsager til at lyve sig yngre

Når hun blev spurgt til sin alder, svarede Dorthe Ullemose til nogen, at hun var 47 og til andre, at hun var 48. I virkeligheden er hun født 24. september 1964, og var altså 50 år gammel på daværende tidspunkt.

Dorthe Ullemose forklarede sine løgne med, at hun ville undgå opmærksomheden, som det kunne skabe, at hun året forinden fyldte rundt.

Til Fyns Amts Avis erkendte hun dog, at hendes forfængelighed også kan have spillet ind på beslutningen om at lyve sig to-tre år yngre. Hun beklagede samtidig sine handlinger, men slog også fast, at der ikke er andre ting, hun har løjet om.

I klippet herunder, tilføjer Dorthe Ullemose, at folk jo selv kan faktatjekke hendes alder på nettet.

Ledelsen var ikke tilfreds

Dorthe Ullemoses undskyldninger var dog ikke nok til at undgå en reprimande fra ledelsen i Dansk Folkeparti.

Gruppeformand Peter Skaarup tog i selskab med partiets pressechef Søren Søndergaard en samtale med hende, hvor det blev gjort klart, at folketingspolitikere ikke skal ”pynte på sandheden”.

Uledsagede flygtningebørn lyver sig ældre

Dorthe Ullemoses snak om alder stoppede dog ikke der. I november i år argumenterede hun for, at mange uledsagede flygtningebørn slet ikke er børn.

Hun påpegede, at en undersøgelse fra Udlændingeservice viste, at en stor del af de ankomne flygtninge lyver om deres alder. Spurgt til om hun kunne se ironien i, at netop hun skulle påpege dette, svarede Dorthe Ullemose afvisende.

Der findes også mange eksempler på andre kendte danskere, som har løjet om deres egen alder. I klippet herunder kan du se nogle eksempler på det i DR’s programserie ’Den bedste alder’.