Dagens løgn: "Jeg har ikke taget doping"

Ligesom jul og risengrød hænger uløseligt sammen, så er der flere eksempler på, at det samme gælder for professionel cykelsport og doping.

Michael Rasmussen på 16 etape under Tour de France i 2007. Den sidste etape han kører. Samme aften bliver han nemlig suspenderet fra løbet. (Foto: NILS MEILVANG © (c) Scanpix)

Dagens afsnit af Løgnekalenderen handler om en løgn, du sikkert har hørt en del gange. En cykelrytter, der siger:

- Jeg har ikke taget doping. Den sætning er efterhånden en hel del cykelryttere kommet med som svar på beskyldninger om det modsatte.En af dem, der gennem en længere årrække hårdnakket nægtede brug af præstationsfremmende stoffer, er Michael 'Kyllingen' Rasmussen.

Men efter mange års løgn, afslører han sandheden - og trækker faktisk andre med sig i faldet.

Løj i mange år

Den 31. januar 2013 slutter Kyllingen sin karriere. Ved et pressemøde samme dag indrømmer han, at doping alligevel har haft en plads i hans karriere.

- Jeg meddeler i dag, at jeg har indstillet min karriere som aktiv rytter. Grunden er, at jeg har indgået et samarbejde med de relevante myndigheder. Anti Doping Danmark, Wada samt dopingmyndigheder i Holland og Danmark, sagde Michael Rasmussesen til pressemødet.

Han fortalte på mødet, at han blandt andet havde taget epo, væksthormoner, kortison og testosteron - midler, der alle er ulovlige i cykelsportens verden.

- Når jeg rejser mig i dag, er jeg en lettet mand. Jeg er glad for, at jeg ikke længere skal sidde og lyve over for jer i dag, som jeg har gjort i så mange år

Fra sejr til fyring

Michael Rasmussen var på alles læber, da han i juli 2006 stod på podiet i Paris og havde sikret sig den samlede sejr i bjergkonkurrencen i Tour de France. Året efter er han igen med i løbet, hvor han vinder 8. etape og overtager både den gule trøje for at føre den samlede konkurrence samt den prikkede bjergtrøje.

På det tidspunkt er han favorit til at ende øverst på podiet i Paris, og dermed årets Tour, som den anden dansker i historien efter Bjarne Riis, som vandt i 1996.

Men samme dag sker der noget dramatisk. Han bliver suspenderet fra løbet og dagen efter fyret af sit hold Rabobank.

Pillet af landsholdet i 2007

På trods af flotte præstationer bliver han kort tid efter pillet af landsholdet og mister dermed chancen for at komme til VM i 2007 og OL året efter.

Det var dog ikke doping, men tvivl om hvor han havde været, der stak en kæp i hjulet på karrieren. Cykelrytterne skal nemlig kunne dokumentere, hvor de opholder sig til dopingmyndighederne. Og i Kyllingens forklaring var der nogle huller.

Noget han senere har indrømmet:

- Jeg sendte falske whereabouts til UCI (Union Cycliste Internationale, red.). Denne gang ikke, fordi jeg tog doping, men fordi mine blodværdier var unaturligt lave. Jeg skrev, at jeg var ude og træne etaper til Giro d'Italia. Jeg vidste, at de ikke ville søge efter mig hjemme hos mig selv, skriver han i sin bog 'Gul Feber', der udkom i 2013.

'Gul feber' rammer flere ryttere

Michael Rasmussens var dog ikke den eneste cykelrytter, der kom med indrømmelser i 2013.

Et par måneder før jul udkommer Kyllingen nemlig med sin bog 'Gul Feber'. Det er en selvbiografi, hvor han fortæller om sin karriere i professionel cykelsport - herunder det skjulte liv med omfattende dopingmisbrug. Men bogen indeholder også nogle store afsløringer om andre cykelryttere.

Han skriver blandt andet, at han har taget doping foran hans tidligere chef Bjarne Riis, som tilsyneladende ikke havde noget imod det.

- Tyler (Hamilton, red.) havde lige fået et skud synacthen og tilbød mig at gøre ham selskab. Det ville jeg gerne. Bjarne havde ingen indvendinger. Det var jo også en 225 kilometer bjergetape, der ventede, skriver Rasmussen. Også i 21 Søndag fortæller han åbent omkring, at Riis kendte til dopingen.

At Bjarne Riis rent faktisk kendte til dopingen slog en rapport fra Anti Doping Danmark fast i år.

Riis har indrømmetover for Anti Doping Danmark, at de havde kendskab til doping på mandskabet uden at reagere.

Kyllingen: Rolf gav mig doping

Michael Rasmussen afslører også sin tidligere kollega Rolf Sørensen i bogen. Da de to eks-cykelryttere bor sammen på et værelse under et cykel-VM i Portugal får han doping af Rolf Sørensen.

- Han tømte indholdet ned i insulinsprøjten og gav mig 0,15 milliliter. Jeg var kommet i professionelt selskab, skriver han.

Men det afviser Rolf Sørensen.

- Nej, det er lige præcis ikke rigtigt. Jeg ved ikke hvorfor, at Michael kommer med alle de her detaljer, som i øvrigt er utroligt svære at huske, fordi det er mange år siden, sagde Rolf Sørensen til TV2.dk.

Rolf dopede sig også

Selvom Rolf Sørensen nægter at have givet doping til Michael Rasmussen, så indrømmede han i maj 2013, at han også havde taget doping i løbet af sin cykel-karriere.

- Mit navn er Rolf Sørensen og ja, - jeg har også brugt epo periodevis i 90'erne. Jeg har ligeledes i enkelte tilfælde benyttet stoffet kortison, sagde han i et interview med TV2 den 18. marts 2013.

Mistanken, om at danmarks mest vindende cykelrytter også tog doping, begyndte dog allerede i 2012, hvor det amerikanske dopingagentur Usada kom med en dopingrapport, der afslørede omfattende dopingmisbrug i cykelsporten.

I takt med flere afsløringer om doping i cykelsporten, samt indrømmelser fra flere ryttere, blev mistanken mod Rolf skærpet. Og det ender som sagt med, at han kryber til korset. I videoen her kan du se nogle af Rolf Sørensens største præstationer:

Rolf er ren

Samtidig med at Rolf Sørensen i flere år blev beskyldt for at snyde sig til sejre på den to-hjulede, fik den ironiske mod-kampagne 'Rolf er ren' så meget medvind, at over 25.000 mennesker stadig 'liker' den på facebook i dag.

Det var de to Monte Carlo værter Esben Bjerre og Peter Falktoft, der sammen med lytterne legede med idéen om, at Rolf var fuldstændig ren i forhold til brugen af doping.

'Rolf er ren' kampagnen stoppede på P3's program Monte Carlo, men på facebookgruppen, dedikeret til kampagnen, gjorde Rolf Sørensens indrømmelser ikke den store forskel.

- Rolf er ren-bevægelsen vil leve videre med alle de positive budskaber, den har og til evigt minde om tidernes største danske cykelrytter, skrev en bruger eksempelvis kort tid efter indrømmelserne.

Stadig masser af doping

Efter både Michael Rasmussen og Rolf Sørensens indrømmelser i 2013 har der været flere indrømmelser i den danske cykelsportsverden.

I sommer udgav Anti Doping Danmark og Danmarks Idrætsforbund rapporten "Doping i dansk cykelsport 1998-2015".

Rapporten beskriver blandt andet, at "adskillige ryttere" har overtrådt antidopingreglerne, og at der samtidig har været et massivt ledelsessvigt.

Meget tyder derfor på, at man stadig ikke kan adskille cykelsport og doping.

Også Bjarne Riis fastholdt i mange år en løgn om, at han ikke havde brugt doping i sin cykelkarriere. Men det er en helt anden historie, og december er langt fra slut endnu. Så husk at følg med i Detektors løgnekalender på DR.dk

Facebook
Twitter