Dagens løgn: Medierne hoppede i med begge ben

Historien om natklubben Eye Candy, der kun ville lukke smukke mennesker ind, bredte sig hurtigt i det danske medielandskab. Problemet var bare, at historien ikke var sand.

Flere medier fortalte i januar 2013 om natklubben "Eye Candy", hvor kun smukke mennesker kunne få adgang. (© (c) DR)

Når folk åbenlyst ekskluderes fra et fællesskab, giver det ofte anledning til forargelse. Især her i december er vi opmærksomme på at være inkluderende.

Det skabte da også en del furore, da en ny natklub med navnet "Eye Candy" kort efter julen 2012, annoncerede, at de kun ville give adgang til smukke mennesker.

Detektors løgnekalender handler i dag om Eye Candy-historien, der viste sig at være løgn - afsenderen af historien var et satireprogram.

En planlagt løgn

Flere aviser, herunder BT og Politiken, kunne i januar 2013 berette om natklubben "Eye Candy", som brystede sig af, at kun smukke mennesker kunne få adgang. Også medier fra Norge og Sverige bragte historien.

Hvad nyhedsmedierne ikke vidste var, at afsenderen på pressemeddelelsen om den nye natklub var DR's satireprogram Absurdistan.

Ikke første gang

Folkene bag programmet havde i flere omgange forsøgt at snyde danske medier ved at sætte usande historier i omløb. Rationalet var at undersøge i hvor høj grad, medierne var kildekritiske over for pressemeddelelser.

Det første forsøg lykkedes kun i begrænset omfang. Det var nemlig kun lokalpressen, der videregav historien om, at det er folkeskolelærere, der hader deres job mest af alle brancher.

I andet forsøg havde programmet mere succes. De offentliggjorde en pressemeddelelse om oprettelsen af et muslimsk datingsite, hvilket fik BT, Berlingske, og Jydske Vestkysten til at bide på.

Morten Olsen hos TV2 Lorry

Da programmet sendte pressemeddelelsen ud om natklubben "Eye Candy", bed flere medier dog på. Historien bredte sig hurtigt og udløste kommentarer fra blandt andre tidligere professionel tennisspiller og model Frederik Fetterlein.

Også TV2 Lorry hoppede med på vognen. De valgte at invitere "Eye Candy's" indehaver Morten Olsen ind til et interview.

I klippet forsvarer Morten Olsen, som i virkeligheden er Kristoffer Eriksen, vært på Absurdistan, konceptet bag sin natklub.

Ikke lige sådan at tilgive

Det er først efter Lorry-interviewet, at det går op for den danske presse, at man har været ofre for en løgn.

Det skaber debat i både Go' Aften Danmark og Presselogen på TV2 News, og fører til, at TV2 Lorry truer med at lægge sag an mod produktionsselskabet bag Absurdistan.

Sagen mellem TV2 Lorry og produktionsselskabet Douglas Entertainment medfører, at det første afsnit af satireserien Absurdistan blot kan indeholde nogle få sekunder af interviewet. Men som det påpeges i indslaget: "Hvis der dog bare havde været et sted på nettet, hvor man kunne se sådan noget...".

Som for eksempel her (eksternt link).

Starten på enden

Holdet bag Absurdistan lagde ikke kursen om, på trods af kritikken.

I forbindelse med et senere afsnit i programserien, inviterede man til borgermøde i Hellerup om 30 asylansøgeres ophold, og udgav sig for at repræsentere den ikke-eksisterende forening Asyl Danmark. Det blev dog afsløret, at invitationen ikke var reel, hvilket igen medførte en masse kritik af Absurdistan og produktionsselskabet bag. Selvom mødet faktisk blev afholdt, fik programmet aldrig lov til at vise optagelserne derfra.

Borgermødet, Eye Candy-historien og andre kontroversielle projekter gav en masse opmærksomhed, men i juni 2013 sluttede eventyret, da DR lukkede programmet efter bare én sæson.

FacebookTwitter