Daginstitutioners korte åbningstid får forældre til at gå ned i tid

Meget få daginstitutioner har åbent efter klokken 17, og det møder kritik fra Dansk Erhverv.

Forældre oplever stress, og mange må gå ned i tid eller skifte job for at få deres arbejdstider til at passe med daginstitutionernes åbningstider.

Dét er konsekvensen af, at kun 56 ud af landets 98 kommuner har daginstitutioner, der har åbent efter klokken 17, siger Dansk Erhverv.

De kritiserer daginstitutionernes åbningstider for ikke at matche nutidens fleksible arbejdsmarked.

- Vi oplever, at åbningstiderne bliver indskrænket i disse år - de bliver både kortere og mindre fleksible. Det er en udfordring i forhold til et arbejdsmarked, som bliver mere fleksibelt, og hvor både lønmodtager og arbejdsgiver forventer, at de har mulighed for at arbejde på forskellige tidspunkter af døgnet, siger Stine Pilegaard Jespersen.

Hun er underdirektør i afdelingen for Arbejdsmarked, Uddannelse og Forskning hos Dansk Erhverv.

11 institutioner har åbent efter klokken 18

DR Nyheder har lavet en rundspørge med svar fra samtlige af landets kommuner, og den viser, at 312 ud af 3.281 kommunale og selvejende daginstitutioner holder åbent efter klokken 17.

Langt de fleste af de 312 vuggestuer og børnehaver holder dog kun åbent til enten 17.15 eller 17.30. Kun 11 daginstitutioner har åbent efter klokken 18, viser Projekt Børnepasnings årlige åbningstidsundersøgelse fra 2013.

I mange kommuner er der overhovedet ingen pasningstilbud efter klokken 17 - for eksempel i Odense, som er landets 3. største kommune, og det er problematisk, påpeger Dansk Erhverv.

Hver femte er tvunget til at gå ned i tid

De tidlige lukketider har nemlig stor betydning for erhvervslivet. DR Nyheder har således bedt HK om at spørge sine medlemmer til, hvilken betydning de tidlige lukketider har for dem.

Cirka 300 medlemmer med børn har deltaget i rundspørgen, og her svarer flere end hver femte, at de har været nødt til at gå ned i tid for at få deres arbejdstider til at passe til daginstitutionernes åbningstider.

- Det er jo langt fra tilfredsstillende. Vi har faktisk en masse medlemmer, som gerne vil arbejde, men hvis de skal kunne det, så må politikerne ændre på institutionernes åbningstider, siger Kim Simonsen, der er formand for HK.

Samme melding kommer fra Stine Pilegaard Jespersen:

- Hvis ikke vi har et offentligt pasningssystem, som understøtter, at folk kan arbejde på fuldtid, så vil flere vælge at gå på deltid for at få familie og arbejdsliv til at hænge sammen, og det vil trække ned i det effektive arbejdsudbud, siger hun.

Ifølge HK's undersøgelse overvejer 17 procent helt at sige op på grund af daginstitutionernes åbningstider.

I Sverige er der døgnåbent

Skeler man derimod til den anden side af bæltet, har de svenske institutioner været langt bedre til at tilpasse sig det fleksible arbejdsmarked, siger Stine Pilegaard Jespersen.

I Sverige er der således døgnåbne institutioner i alle store byer og i hver anden kommune. Til sammenligning findes der kun fem døgnåbne institutioner i Danmark, hvoraf den ene er privat.

- Det kan man godt lære noget af. I Sverige er det et særsyn, hvis institutionerne ikke har åbent frem til klokken 19 og også har åbent i weekender. Vores pasningssystem understøtter på ingen måde de muligheder, der findes på arbejdsmarkedet, lyder det fra underdirektøren.

Hele dagen sætter DR og TV Avisen fokus på emnet, og vi vil gerne høre om dine erfaringer. Lav en video med din kommentar eller hvor du viser, hvordan din familie løser problemet, og læg den på DR Nyheders facebookside. Eller brug hashtagget #DRdinstemme

https://www.facebook.com/video.php?v=971028272947697

Facebook
Twitter