Danica Pension diskriminerede gravid kvinde igen og igen: Nu undskylder chefen

- Jeg var chokeret, vred og ked af det, siger Michelle Carslund, der blev nægtet forsikring på grund af sin graviditet.

Privatfoto.

31-årige Michelle Carslund husker stadig dagen, da Pensionsselskabet Danica ringede. I telefonen afviste en ansat hendes ønske om en forsikring.

- Jeg blev fuldstændig paf. Det kom virkelig som et chok for mig, at man som kvinde og mor skal leve med den behandling af et stort og anerkendt pensionsselskab, siger Michelle Carslund.

Hun havde spurgt Danica Pension, der er ejet af Danske Bank-koncernen, om et tilbud på en forsikring mod ”tab af erhvervsevne.” Sammen med sin mand ventede hun barn nummer to, og nu skulle der styr på pension og forsikring.

- Vi er begge selvstændige, og vi blev anbefalet Pension for Selvstændige, som administreres af Danica Pension, siger Michelle Carlslund.

Fortalte selv om graviditet

Danica bad de to udfylde en helbredserklæring, og Michelle var åben om problemerne under sin graviditet.

- Jeg har i begyndelsen af begge mine graviditeter været deltids-sygemeldt på grund af kvalme, uoplagthed og humørsvingninger. Noget som - ifølge min læge - er kommet på grund af ændringer i min hormonbalance i forbindelse med graviditet. Det har jeg hele tiden selv vidst, siger Michelle Carlslund.

Afgørelsen kom prompte. Først over telefonen. Kort efter i et brev, som DR Nyheder har set. Danica Pension ville ikke tegne en forsikring for “Tab af erhvervsevne” på grund af forløbet under Michelles graviditet.

"Vi kan desværre ikke tilbyde dig Velfærdspakken gennem Pension for Selvstændige. Det skyldes oplysninger om hormonelt psykisk påvirket med lav motivation og energi og en anelse af depressive følelser og delvis sygemeldinger i forbindelse med graviditet,” skriver Danica Pension i brevet.

Michelle klager - men ingen lytter

Afslaget fik Michelle Carlslund til at klage direkte til Danica.

- En graviditet er en voldsom hormonel rutsjetur, hvilket jo nemt kan bakkes op med videnskab på området. At forvente at alle kvinder kan gennemgå den vanvittige proces at skabe et menneske med kroppen uden at ændre adfærd eller humør, det er fuldstændig utopisk, siger hun.

Men efter nogle måneder fik hun svar fra Danica. Pensionsselskabet afslog igen at forsikre hende og henviste endnu engang til hendes depressive følelser under graviditeten.

Professor: Ulovlig diskrimination

Danicas behandling af Michelle Carlslund vækker forundring flere steder.

- Lovgivningen er klokkeklar. Det er ulovligt at stille mulige kunder dårligere på grund af sygdom relateret til graviditet, siger Maria Ventegodt, ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder.

Også juraprofessor ved Københavns Universitet Kirsten Ketscher vurderer, at Danica diskriminerer ulovligt.

- Hun bliver diskrimineret på grund af sin graviditet, og det er ulovligt, siger juraprofessoren, og tilføjer:

- Den her sag er ikke særlig svær, og den vidner om, at et stort firma som Danica Pension ikke har styr på tingene. Så jeg vil råde dem til, at de uddanner deres personale i diskrimination og ligestillingsret, siger Kirsten Ketscher.

Danica ændrer holdning

Fra september 2018 til september 2020 fastholder Danica Pension, at selskabet ikke har gjort noget forkert i sagen. Men da DR Nyheder i slutningen af september 2020 henvender sig til Danica om sagen, ændrer selskabet holdning efter to år.

- Jeg får pludselig et opkald fra Danica Pension ganske få timer efter, at DR har taget sagen op med Danica. Der ringer en person fra Danica til mig, som undskylder og siger, at jeg alligevel gerne må blive forsikret hos dem, siger Michelle Carlslund.

Danica Pension bekræfter forløbet over for DR Nyheder. Samtidig beklager selskabet, at det først giver Michelle Carslund mulighed for at blive forsikret to år efter, at hun tager kontakt til Danica.

- Det er ikke godt nok, og det vil jeg gerne undskylde, siger Thomas Skrostrup, chef for skade og helbred-afdelingen i Danica Pension.

Michelle Carlslund er senest blevet tilbudt at tegne forsikringen med tilbagevirkende kraft mod, at hun betaler for hele perioden - det vil sige også de 24 måneder, hvor hun oprindelig fik at vide, at hun ikke kunne få forsikringen.

Økonomisk godtgørelse er mulig

Danica Pension vil ikke udelukke, at andre kan have fået samme behandling som Michelle Carlslund. Men Thomas Skrostrup fortæller samtidig, at han ikke har kendskab til andre sager som Michelles.

Ifølge juraprofessor ved Københavns Universitet Kirsten Ketscher kan Michelle Carlslund opnå en økonomisk godtgørelse, hvis hun indbringer sagen for Ligebehandlingsnævnet.

- Det er svært at sige, hvor stor godtgørelsen kan blive, men måske omkring 50.000 kroner, vurderer Kirsten Ketscher.

- Jeg har tænkt mig at klage til nævnet, efter at jeg er blevet bekræftet i, at det ikke var mig, der var noget galt med. Jeg tænker også at klage, fordi det betyder, at der kommer opmærksomhed på den her form for diskrimination, som andre kvinder måske også er ramt af, siger Michelle Carlslund.

Du kan høre mere om Michelles oplevelser med Danica, og hvad Danica siger om sagen, i P1 Orientering fra mandag den 30. september.

Har du oplevet lignende form for diskrimination? Skriv til DR-journalist Ole Hall på oleh@dr.dk.

Facebook
Twitter