Daniel føler sig rask, men bliver nægtet en livsforsikring

Selvom Daniel Winther Jensen ikke tager medicin og ingen symptomer har længere, hindrer hans skizofreni-diagnose ham i at tegne en forsikring.

Her i huset bor Daniel Winther Jensen med sin kæreste og deres fireårige søn Laurits. Hvis der sker Daniel noget alvorligt, står de svagt, fordi Daniel ikke kan tegne en livsforsikring på grund af sin skizofreni-diagnose. (Foto: Privat)

For de fleste er det en tryghed i hverdagen at have en forsikring.

Med en underskrift på et stykke papir og en portion penge bliver der taget økonomisk hånd om dig og dine nærmeste, hvis du knækker en tand, får stjålet din cykel eller i værste fald dør.

Men det er bare ikke alle, der er velkomne i klubben. En af dem, der er blevet nægtet adgang er 37-årige Daniel Winther Jensen.

I 2009 besluttede han sammen med sin kæreste at flytte i hus i Henne Stationsby nord for Varde i Vestjylland. I den forbindelse ville parret gerne tegne en livsforsikring som sikkerhedsnet, hvis der skulle ske en af dem noget.

Men Daniel blev afvist igen og igen af flere forsikringsselskaber.

- Jeg fik at vide, at forsikringsselskaberne handler ud fra et fælles princip om, hvem man vil have ind og ikke vil have ind i kundekredsen. Så der tegnede sig et mønster af, at det kunne ikke lade sig gøre, siger han til P1 Dokumentar.

Ingen adgang med skizofreniDet var Daniels diagnose 'skizofreni', der fik forsikringsselskaberne til at vende ham ryggen, selvom han har skizofreni "i komplet remission".

Det betyder, at han ikke længere har symptomer og ikke længere tager medicin. Diagnosen er det nærmeste, man som skizofrenipatient kan komme en raskmelding.

Derfor er Daniel uforstående overfor, at han ikke kan tegne en livsforsikring, og det har været svært for ham at acceptere og vækker fortsat bekymring - særligt efter at han er blevet far til Laurits, der i dag er fire år.

- Det er da en kamel at sluge, at man ikke kan sikre sin familie, og det sætter gang i nogle tanker om, hvordan man sikrer hinanden. Hvis vi skulle gå hen og løbe ind i de værste ulykker, står vi ikke ret stærkt.

Står ikke alene

Daniel Winther Jensen står ikke alene med sit problem. I en undersøgelse, 'En af os' har foretaget for P1 Dokumentar blandt 801 tidligere eller nuværende psykisk syge, har hver femte oplevet at blive afvist af et forsikringsselskab.

Af dem fik mere end otte ud af ti deres psykiske lidelse som begrundelse for afslaget.

Du kan høre Daniels historie i P1 Dokumentaren 'Forsikringsselskaber blæser på menneskerettigheder de selv har underskrevet', der sætter fokus på, at psykisk syge nægtes forsikring. Det er klokken 14.03 på P1.