Danmark bliver lukket ned: Sådan kan det påvirke dig

Statsminister Mette Frederiksen har netop præsenteret en lang række tiltag for at begrænse coronavirusset.

Klokken 20.30 onsdag aften indtog statsminister Mette Frederiksen (S) sit podie i Statsministeriet flankeret af en række centrale personer fra myndighederne.

Et kvarter senere stod det klart, at Danmark i hvert fald de næste to uger er vendt på hovedet i forsøget på at afbøde smitten med coronavirus. Det sker, efter at antallet af smittede i Danmark er mere end tidoblet siden mandag morgen, hvor tallet lød på 35.

Nu er der - dags dato - 514 smittede, ti er indlagt, og to er i kritisk tilstand.

Derfor har regeringen besluttet at indføre en række vidtgående initiativer - og flere vil sandsynligvis følge i den kommende tid, oplyser Mette Frederiksen.

Her kan du få det fulde overblik over, hvilke tiltag der er blevet taget:

Daginstitutioner og skoler

Elever og studerende på videregående uddannelser og ungdomsuddannelser sendes hjem nu.

Uddannelsesinstitutionerne lukker på fredag, men statsministeren opfordrer studerende til allerede at blive hjemme fra nu. De er indtil videre lukket to uger frem fra på fredag.

Samtidig lukkes alle skoler og dagtilbud fra på mandag og to uger frem. De lukker ikke fra nu, fordi regeringen ikke forventer, at alle kan have pasningsmuligheder klar til i morgen. Men har man det, opfordres man til at tage sine børn ud af dagtilbud allerede nu.

Dog vil visse institutioner blive holdt åben for forældre, der ikke kan finde anden løsning, og for forældre, der varetager kritiske hverv og ikke kan finde anden løsning.

Offentligt ansatte

Alle offentligt ansatte, som ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem fra på fredag og to uger frem.

De offentligt ansatte, der ikke kan sendes hjem, er ansatte i sundhedssektoren, i ældreplejen, i politiet og de, der arbejder med socialt udsatte.

Alle offentligt ansatte får løn under hjemsendelsen.

Aflysning af arrangementer

Mette Frederiksen og regeringen opfordrer til, at arrangementer med flere end 100 deltagere bliver aflyst. Tidligere opfordrede de til, at arrangementer med over 1.000 deltagere blev lukket.

Hun opfordrer i forlængelse heraf til, at natklubber, diskoteker, værtshuse og lignende lukker i perioden.

Regeringen har ikke lovhjemmel på nuværende tidspunkt til at forbyde disse arrangementer, men regeringen vil forsøge at få hasteindført lovgivning i Folketinget, så den har hjemmel til og mulighed for at indføre et reelt forbud mod arrangementer på over 100 deltagere fra starten af næste uge.

Dette vil politiet håndhæve, og et brud vil få konsekvenser, lyder det.

Indskærper rejsevejledninger

En lang række lande er derudover blevet føjet til listen over, hvor man ikke bør rejse hen, medmindre det er absolut nødvendigt.

Derfor består listen nu af hele Kina, hele Italien, delstaten Tyrol i Østrig, Israel, Palæstina, regionerne Madrid, La Rioja og Baskerlandet i Spanien, regionerne Bayern og Nordrhein-Westfalen i Tyskland, regionerne Korsika, Alsace og departementerne Oise og Val d'Oise i Frankrig, områder i Schweiz grænsende op til østrigske Ischgl, Tyrkiet, Thailand, Egypten, Vietnam og Indien.

Derudover anbefales det, at man er forsigtig i resten af verden.

Andre tiltag

Alle indendørs kulturinstitutioner, biblioteker, fritidstilbud og lignende lukker i to uger fra på fredag.

Samtidig opfordrer regeringen til, at trossamfund, foreninger med videre lukker på samme måde.

DSB indfører pladsbilletkrav på alle Regional-, InterCity- og Lyntog i perioden.

Sygehuse og plejehjem opfordres til at begrænse besøgende øjeblikkeligt.

Regeringen vil ikke deltage i "udadvendte" aktiviteter de næste 14 dage.

I forvejen er regeringen allerede kommet med en række anbefalinger om for eksempel offentlig transport:

Myndighederne anbefaler, at man så vidt muligt undgår offentlig transport som tog og busser i myldretiden. Til kortere ture anbefales det at cykle eller gå.

Hvis du er syg eller formoder at være smittet, skal du holde dig fra kollektiv trafik.

Mød ikke op hos lægen. Ring i stedet, hvis du oplever symptomer på coronavirus. Har du blot spørgsmål til virusset, kan du ringe til myndighedernes hotline på 7020 0233 eller tjekke coronasmitte.dk.

Husk, den gode håndhygiejne og vis hensyn til dine medmennesker. Især svækkede personer.

Facebook
Twitter