Danskerne ved efterhånden så lidt om grammatik, udtale og sætningsopbygning, at vi har svært ved at forstå hinanden, skriver Kristeligt Dagblad.
Problemet skyldes, at dansk grammatik i årtier har været nedprioriteret i skolen. Et andet centralt problem er, at flere af tv's frontfigurer, som i dag er vores vigtigste sproglige forbilleder, selv er dårlige sprogbrugere.
Den grammatiske rygrad smuldrer
Det siger Peder Skyum-Nielsen, professor ved Syddansk Universitet, som forsker i mediesprog og er aktuel med en bog om, hvordan man skriver en god sætning:
- Danskernes grammatiske rygrad er ved at degenerere. I årtier har dansk-pædagogikkens slagord været kommunikation, mens grammatik har været ringeagtet.
Verdensrekord i sprogforandring
Professoren vurderer, at det danske talesprog muligvis har verdensrekord i sprogforandring. Det er et problem, for jo mere sproget forandrer sig, jo mindre disciplineret forholder vi os til dets regler.
Samtidig vokser afstanden mellem skriftsprog og talesprog, og det gør det sværere at lære at læse.
DR på vej med sprogplan
I landets sprogligt toneangivende medievirksomhed, Danmarks Radio, erkender programdirektør Mette Bock, at det er nødvendigt at arbejde mere med udtale, grammatik og sætningslængde.
Hun har som nyansat direktør fået sproget som ansvarsområde og oplyser, at hun er på vej med en plan for DR's sprogarbejde, som hun i næste måned forelægger for DR's bestyrelse:
- I DR er vi nødt til at tage sproget meget alvorligt. Det betyder ikke, at alle medarbejdere skal til at tale som Poul Reumert, men vi skal være bevidste om vores rolle som både sprogbevarere og sprogfornyere.