Danmark er helt i front på ligestillingsområdet.
Det slår Verdensbanken fast i en ny stor rapport, der har undersøgt, hvor godt kvinder er stillet økonomisk set på en lang række parametre.
Seks lande indtager en delt førsteplads i rapporten med topkarakteren 100 ud af 100: Belgien, Danmark, Frankrig, Letland, Luxemborg og Sverige.
I undersøgelsen har Verdensbankens målt på forskellige elementer, der har betydning for kvinders økonomiske ligestilling - eksempelvis reglerne for barselsorlov, lønniveau, pension eller muligheden for at etablere selvstændig virksomhed.
Derudover kigger rapporten også på, hvordan lovgivningen er i forhold til ægteskaber, økonomisk råderet og bevægelsesfrihed.
Og på alle områder ligger Danmark altså i toppen, fastslår Verdensbanken.
Ifølge Verdensbanken scorede ingen af landene top-point for bare ti år siden.
Godt med på flere områder
Karen Sjørup, der er kønsforsker på Roskilde Universitet, er enig i undersøgelsens konklusion om, at Danmark er godt med på ligestillingsområdet.
- Det er rigtigt, at vi på en lang række parametre er nået langt i Danmark. I undersøgelsen lægger de blandt andet vægt på barselsorlov, og det er et af de steder, hvor Danmark har klaret sig rigtig godt. Det har vi også, når det handler om kvindernes beskæftigelse, siger Karen Sjørup, der er lektor på Center for Ligestilling ved Roskilde Universitet.
Hun peger på, at Danmark er et land, hvor kvinder ikke behøver tage valget mellem karriere eller forældreskab.
- Det er afgørende for karrieren, at man som i Danmark kan få pasning ned til et-årsalderen. Andre steder er man på bar bund, hvis ikke man kan få barnet passet, tilføjer Karen Sjørup.
Dårligt repræsenteret i råd og nævn
Det er dog ikke en ren solstrålehistorie, påpeger Sjørup. For der er også områder, hvor vi halter i forhold til andre lande, siger ligestillings-forskeren.
- Et af de områder, hvor vi klarer os dårligt, er kvinders repræsentation i kommunalbestyrelser og regionsråd. Her er der kun 33 procent kvinder. Det betyder, at kvinder ikke er ikke ret meget med til at træffe beslutninger om for eksempel daginstitutioner og skoler, som det kommunale område beskæftiger sig med, siger Karen Sjørup og tilføjer:
- Og så klarer vi os også dårligt i forhold til kvindelige ledere i det private erhvervsliv. Men det er en tendens i øjeblikket, at der er fornyet interesse for at få flere kvinder med.