Danmark har fået ny solrekord

Aldrig har solen skinnet så meget på danskerne, som den har gjort det i maj i år. Maj 2008 har slået maj 1947 af pinden, som den mest solrige nogensinde målt.

Aldrig har solen været så gavmild som i maj 2008. (Foto: Claus Bech Andersen © Scanpix)

Solen skinner over hele landet på denne sidste dag i maj. Og det har den gjort så meget i maj, at dette års maj måned er blevet den mest solrige, der nogensinde er målt i Danmark.

Med hele 14 timer sol i går lå det samlede antal soltimer i maj på 332 ved solnedgang i går aftes. Det betyder, at den tidligere rekord fra 1947 er slået med 2 timer.

Rekorden vil nu sandsynligvis blive slået godt og eftertrykkeligt, for hvis dagen i dag ender som den er begyndt vil der blive lagt endnu 15 timers sol til solregnskabet.

Håb om varm og tør sommer

Årsagen til det varme og solrige vejr er, at der ligger et højtryk over os, og at varm og tør luft strømmer ind over os fra øst og sydøst.

Det siger DRs vejrvært Bettina Bjerring. Hun tør dog ikke spå om, hvorvidt den solrige maj betyder en varm og solrig sommer.

- DMIs prognoser siger, at sommeren bliver varmere end normalt. Men det er ikke nogen garanti for, at vejret også bliver solrigt. Sidste år var sommeren også varmere end normalt, og det var ikke ligefrem det indtryk, man fik, siger hun.

Men måske er der hjælp at hente i historien. DMI har kigget på sommeren efter den hidtige solrekord i maj 1947.

- Sommeren 1947 blev både varm, solrig og ret tør, siger meteorolog Jesper Eriksen.

Bed om vind fra sydøst

Om vejret har nogen hukommelse, tvivler han dog på.

- 1947 startede f.eks. i skarp kontrast til vejret senere på året, med en streng isvinter og flere snestorme i marts. Så hvad denne sommer byder på rent vejrmæssigt, må vi vente at se, siger han.

Bettina Bjerring mener, at vi i første omgang kan håbe på, at vinden vil fortsætte med at komme fra en østlig eller sydøstlig retning.

- Om sommeren betyder en vind fra øst og sydøst varm og tør luft, mens en vestenvind kan betyde mere vand, siger hun.

Facebook
Twitter