Danmark har sendt 500 afviste serbere hjem

Antallet af hjemsendte asylansøgere boomer. Der er især mange fra Serbien, som er sendt på et fly hjem.

I årets første syv måneder blev 560 afviste asylansøgere fra Serbien sendt ud af Danmark.

Det er lige så mange personer, som Danmark udsendte hele sidste år i alt, skriver Information.

I alt blev 1030 afviste asylansøger udsendt fra januar til juli i år, og det er næsten dobbelt så mange som hele sidste år.

- Der har været en meget stor gruppe serbere, der har søgt asyl i Danmark i sidste kvartal 2012 og første kvartal i år, og de er blevet sendt ud nu, siger asylchef i Dansk Flygtningehjælp, Eva Singer, til Information.

- Politiet har speedet udsendelserne op. De har chartret fly, hvor de har udsendt rigtig mange mennesker på en gang. Ellers er det sådan, at flyselskaberne helst ikke vil have alt for mange med på en gang, tilføjer hun.

Danmarkshistoriens største udsendelse

Vicepolitiinspektør i Rigspolitiet, Claus Birkelyng, fortæller, at politiet har foretaget fem store udsendelser med chartrede fly til Beograd.

- Den største var på 107 personer. Jeg tror, det var Danmarkshistoriens største udsendelse, siger Claus Birkelyng, der fortæller, at forløbet generelt har været stille og roligt.

Han vurderer, at stigningen i udsendelser vil falde nu, hvor det store antal serbere er blevet fløjet hjem.

Den store stigning i antallet af udsendelser til Serbien skyldes dels en særlig praksis, som justitsminister Morten Bødskov (S) indførte tidligere på året.

Søgte efter afslag

Målet var hurtigt at kunne hjemsende serbiske asylansøger, hvis ansøgninger blev afvist som åbenbart grundløse og derfor ikke kunne opnå asyl i Danmark.

Dengang var problemet, at serberne efter afslagene søgte om humanitær opholdstilladelse på grund af psykisk sygdom.

Det krævede, at myndighederne skulle undersøge behandlingsmuligheder i Serbien for hvert enkelt tilfælde, inden de kunne træffe en afgørelse.

/ritzau/

Facebook
Twitter