Danmark har vesteuropæisk bundrekord i levealder

Vi er verdensmestre i at få de alvorlige sygdomme, forklarer professor i sundhedsøkonomi.

(ARKIVFOTO). Herhjemme kun kan forvente at leve, til vi er 80,9 år, viser en ny opgørelse fra OECD. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Når det kommer til at leve længe, er Danmark absolut bundskraber.

Middellevealderen er nemlig i intet andet vesteuropæisk land så lav, som den er i Danmark, viser en ny opgørelse fra samarbejdsorganisationen OECD ifølge Politiken.

Borgere i lande som for eksempel Schweiz og Spanien kan forvente at blive ældre end 83 år, mens vi herhjemme kun kan forvente at leve, til vi er 80,9 år, lyder det i opgørelsen.

Rygning og alkohol

Knud Juel, der er forhenværende professor ved Statens Institut for Folkesundhed, er ikke overrasket. Sådan har de nemlig været i mange år.

- Ganske vist er danskernes middellevealder steget, men ikke så meget som i lande vi kan sammenligne os med, siger han og forklarer, at årsagerne også er velkendte:

- Hvis man skal nævne en enkelt faktor, er det rygning. Hvis man skal nævne to, er det rygning og alkohol.

Knud Juel var i 1989 med til at dokumentere de store forskelle i middellevetid.

Verdensmestre i sygdomme

Tilbage i 1960 lå Danmark i top med den fjerde længste middellevetid i verden.

Og når det lige siden er gået ned ad bakke, så er det altså ikke, fordi det kniber med bevillinger til sundhedsvæsenet eller fordi, vores læger ikke er dygtige nok.

- Vi kan toptune vores sundhedsvæsen til sygdomsbehandling. Men når vi forbliver verdensmestre i at få de alvorlige sygdomme, så når vi ikke de andre landes middellevetid, siger professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard til Politiken.

Danmark har skrabet bund på listen over middellevetid siden årtusindeskiftet.

Facebook
Twitter