Danmark havde ret til at udvise bandeleder med familie

Højesteret udviste i 2011 Fisfis, der var blevet dømt for 18 lovovertrædelser på få år.

Gammelt billede af den tidligere bandelder i Odense, Fisfis, taget af Fyns Politi.

Danmark havde ret til at udvise bandelederen Fisfis, der har kone og otte børn i Vollsmose i Odense.

Det siger en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols første instans i Strasbourg.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) glæder sig over afgørelsen fra menneskerettighedsdomstolen.

- Regeringens holdning er klar, siger Søren Pape Poulsen.

- Kriminelle udlændinge skal som det helt klare udgangspunkt ikke være i Danmark. Derfor er jeg også meget tilfreds med dommens resultat, siger han.

Fisfis, der bærer det borgerlige navn Mahmoud Khalil Salem, kom til Danmark som 23-årig i 1993.

Han er statsløs palæstinenser fra Libanon og fik først opholdstilladelse og senere asyl.

I 2010 blev Fisfis, der var leder af banden Black Ghosts, dømt for 18 lovovertrædelser begået mellem 2006 og 2009.

Han fik seks års fængsel for blandt andet omfattende hashhandel, ulovlig våbenbesiddelse, trusler og uddeling af dummebøder på helt op til 250.000 kroner.

I første omgang besluttede Østre Landsret i januar 2011, at Fisfis ikke kunne udvises, fordi han har otte børn i Danmark.

Men i oktober samme år udviste Højesteret ham for altid, og Fisfis blev sidste år sendt til Libanon.

Det er Fisfis og hans advokat Michael Juul Eriksen, der har klaget til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

De mente, at udvisningen var et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, der handler om retten til respekt for privatliv og familieliv.

/ritzau/

Facebook
Twitter