Sundhedsmyndighederne har siden sommer arbejdet med et mål om, at 90 procent af alle dem, der har fået en invitation til corona-vaccine, skulle have fået første stik inden 1. oktober.
Men dagen inden deadline står det klart, at målet ikke bliver nået.
I går var cirka 87 procent af danskere over 12 år vaccineret med første stik, og dermed mangler der tre procentpoint eller knap 150.000 danskere for at nå målet, viser DR's beregninger.
Onsdag blev knap 1.000 førstegangsvaccineret.
Men selvom målet ikke er nået helt, så er der styr på det, siger Jan Pravsgaard Christensen, professor i infektionsimmunologi på Københavns Universitet.
- Om vi når 87 eller 90 procent betyder ikke det store. Vi er nu så tæt på at have flokimmunitet i samfundet, som vi kan, og det viser indlæggelsestallene og smittetallene også, siger han.
Lyt til mig, sagde Brostrøm
Målet blev første gang sat af Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm på et pressemøde med blandt andet statsminister Mette Frederiksen den 23. august.
Her appellerede han kraftigt til de uvaccinerede om at lade sig stikke med vaccinen.
Det skulle forhindre en ny bølge af smitte i efteråret og vinteren samtidig med, at samfundet kunne fortsætte åbent og uden restriktioner.
Søren Brostrøm rettede især fokus på børn mellem 12 og 15 år, unge mennesker og ikke mindst borgere i boligområder på især den københavnske vestegn.
- Du skal tænke på din familie og venner. Du kan kan bringe smitten ind, du kan gøre dem rigtig syge. Vi har alle sammen et ansvar. Lyt til os og tag vaccinen, der er noget af det bedst dokumenterede, jeg nogensinde har set. Tag vaccinen, sagde Søren Brostrøm på pressemødet.
Og for at nå målet om 90 procent førstegangsvaccinerede satte myndighederne ind med pop-up vaccinationssteder på alle uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og udsatte boligområder.
Søren Brostrøm besøgte også en moské for at få flere til tage vaccinen.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde til pressemødet i august, at 240.000 skulle vaccineres inden 1. oktober for at nå målet, men reelt har under 100.000 flere fået vaccinen i perioden.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til pressemødet den 23. august.
Lommer af uvaccinerede er et problem
Og selvom det overordnet ikke er et problem, at målet ikke er nået, mener Jan Pravsgaard Christensen, at der kan være grund til bekymring, at der er lommer af Danmark - på enten skoler eller boligområder - hvor der er lav vaccinetilslutning.
- Der er seks-syv kommuner på det københavnske vestegn med lavere tilslutning end gennemsnittet. De har dårligere flokimmunitet end resten af samfundet, og det vil betyde flere smittede i de områder.
- Selv om det ikke nødvendigvis vil give flere indlæggelser, er risikoen der stadig, hvis der er ældre og sårbare, siger han.
Derfor skal alle vaccinationscentre og pop-steder stadig være åbne og tilgængelige over hele landet, mener han.
- Vi skal stadig bruge kræfter på at vaccinere så mange muligt.
I øjeblikket er der 66 vaccinationscentre åbne over hele landet, men om de skal fortsætte i samme omfang efter 1. oktober er ikke meldt ud endnu.
Men tirsdag oplyste Sundhedsstyrelsen, at danskere over 85 år fra 1. oktober kan få et tredje stik med coronavaccinen for at styrke deres immunforsvar mod smitte.
Og de omkring 50.000 personer, der har fået en enkelt dosis coronavaccine med Johnson & Johnson, får nu tilbud om at blive revaccineret med en mRNA-vaccine.
Gå efter de uvaccinerede over 50 år
Lone Simonsen, professor og leder af PandemiX Centret på RUC, forventer, at der vil komme en “betydelig” epidemi i efteråret, men uden indlæggelser og dødsfald som under de tidligere coronabølger.
- Det går rigtig godt i Danmark. Vi kommer igennem pandemien på første klasse med næsten ingen overdødelighed, siger hun.
Alligevel skal myndighederne fortsætte med at få mange som muligt vaccineret, og især en gruppe skal der sættes fokus på, mener hun.
- Hvis målet er at forhindre alvorlig sygdom, skal man gå mere fokuseret efter alle uvaccinerede over 50 år. De er i størst risiko for at udvikle alvorlig sygdom efter coronasmitte i løbet af vinteren, og derfor vil det både være i samfundets og deres egen interesse at blive vaccineret, siger Lone Simonsen.
Ifølge tal fra Statens Serum Institut er 95 procent af danskere over 50 år vaccinerede. Hvis man skal nå 100 procent, mangler der stadig næsten 120.000 over 50 år.