Danmark sælges som det perfekte skattely i udlandet

Selv om de danske skattemyndigheder allerede for flere år siden lovede at stoppe skattefidus, ruller udenlandske milliarder fortsat skattefrit gennem Danmark.

Danmark bliver solgt som skattely, kan P1 Dokumentar fortælle. (Foto: Colourbox © Colourbox)

Mange forbinder skattely med azurblå bølger, der slår ind på en fjern palmestrand. Men det behøver slet ikke være så eksotisk.

Vi bor selv i et land, der sælger selskaber med nul skat til udlandet - ligesom De Britiske Jomfruøer og Bermuda.

Danmark har nemlig en særlig selskabsform, som tiltrækker udlændinge, der vil undgå skat i deres hjemland - de såkaldte kommanditselskaber, som både skjuler ejerne og er fritaget fra skat. Det kan P1 Dokumentar i dag afsløre.

- For mig at se er der et hul - et kæmpe hul - i lovgivningen, siger revisor og skatterådgiver Thorbjørn Helmo Madsen til P1 Dokumentar.

- Man burde have mere kontrol med kommanditselskaber, så man kan se, hvor pengene kommer fra, og hvor de går hen.

Danmarks ry som højskatteland gavner snyderiet

En stribe skatterådgivere i Rusland, Ukraine og Baltikum markedsfører Danmark som det ideelle skattely.

"Et dansk K/S er en fortrinlig måde at optimere sin skat på," skriver en rådgiver blandt andet på sin hjemmeside.

Danmarks ry som et land med høje skatter gør nemlig, at skattemyndigheder ikke fatter mistanke om, at der skulle være tale om skattefri selskaber.

Venstre-minister lovede at sætte en stopper for fidus

Det er ikke nyt for danske politikere, at Danmark bruges som en brik i international skatteplanlægning. Det kom frem i 2008.

Dengang ville daværende skatteminister, Kristian Jensen, sætte en stopper for trafikken med det samme.

- Kommanditselskaber, der er ejet af selskaber i skattelylande, skal simpelthen ikke kunne bruges til gennemstrømning af skat, sagde Kristian Jensen dengang til Ekstra Bladet.

En af de russiske hjemmesider, der lovpriser de danske kommanditselskaber er ibcc.com

Milliarder kanaliseres gennem over 150 selskaber

Men en række danske og udenlandske skatterådgivere markedsfører og opretter stadig kommanditselskaber som skattefri.

Alene på to adresser i København er der aktuelt registreret over 170 kommanditselskaber med tilknytning til udlandet.

Ingen af dem betaler skat, selvom det er milliarder af kroner, der hvert år ruller gennem de flere hundrede selskaber.

Ét af de selskaber er et Usbekisk olieselskab, som har lagt sit juridiske hovedsæde i Danmark. Firmaet har en omsætning på 10 milliarder kroner. Det overgår, hvad flere firmaer på C20-indekset omsætter for.

Alligevel er der ingen danske medarbejdere - og det betaler nul kroner i skat.

Alvorlige konsekvenser for hjemlandene

SKAT har ikke svaret på, om det kan passe, at det gigantiske olieselskab eller de andre kommanditselskaber ikke skal beskattes i Danmark.

Men det er reelt ikke Danmark, der mister skatteindtægter, når udlændinge bruger danske kommanditselskaber til skattefiduser, lyder det fra OECD, som i en rapport tidligere har rådet Danmark til at få stoppet kommanditselskaberne.

- Mangel på gennemsigtighed gør det muligt for skatteunddragere at oprette selskaber i Danmark, som derefter kan bruges til at unddrage skat i andre lande - med mulige alvorlige konsekvenser for de lande, siger chefen for OECD's globale forum for skattetransparens, Monica Bhatia til P1 Dokumentar.

Du kan høre hele dokumentaren klokken 14.03 torsdag på P1.

Facebook
Twitter