Danmark sender 500.000 vragede vacciner til Ukraine - men hvorfor netop dem?

Ukraine er hårdt ramt, og derfor falder vaccinerne på et tørt sted. Men der ligger også et klart politisk signal i donationen, vurderer seniorforsker.

- Vi har et godt og tæt forhold, og jeg har selv besøgt landet som udenrigsminister. Derfor er det også glædeligt, at vi nu har mulighed for at hjælpe Ukraine med adgang til vacciner på et tidspunkt, hvor Ukraine har hårdt brug for dem i deres egen vaccineudrulning, lyder det fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i forbindelse med donationen. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

EM i fodbold var kun lige sparket i gang, da Udenrigsministeriet fredag aften kunne bekræfte overfor DR Nyheder, at man vil sende en halv million coronavacciner til Ukraine.

Der er tale om AstraZeneca-vacciner, som ikke længere indgår i det officielle vaccinationsprogram herhjemme. Tidligere har regeringen meddelt, at man forventer at donere tre millioner vacciner til udviklingslande i løbet af 2021.

Men af alle lande, hvorfor er det så netop Ukraine, man har valgt at give 500.000 vacciner til?

- Ukraine er en tæt samarbejdspartner for Danmark og et helt afgørende land i vores nærområde, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S), der samtidig tilføjer, at landet har hårdt brug for det.

Kigger man på tallene, er det indtil videre kun 0,5 procent af befolkningen i Ukraine, der er fuldt vaccineret, forklarer Flemming Splidsboel Hansen, der er seniorforsker ved DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, og blandt andet beskæftiger sig med Rusland og Ukraine.

Derfor er det ifølge ham rigtigt, at landet har hårdt brug for vaccinerne.

- Ukraine har været i en rigtig vanskelig situation og har været hårdt ramt gennem flere bølger. Nu virker det som om, der er ved at være mere styr på det, men landet står overfor en stor udfordring med at finde en mere langsigtet løsning med vacciner, forklarer Flemming Splidsboel Hansen.

Grunden til, at så få er fuldt vaccineret i Ukraine, er ifølge Flemming Splidsboel Hansen, at landet har fravalgt de russiske vacciner af politiske årsager og samtidig har problemer med at betale for nogle af de vestlige vacciner.

- Derfor er Ukraine afhængig af at få noget bistand fra anden side, vurderer han.

Klart politisk signal i donationen

Der ligger dog også et klart politisk signal i at donere vacciner til netop Ukraine, vurderer Flemming Splidsboel Hansen.

- Vi har gennem nogle år forsøgt at hjælpe Ukraine på forskellig vis, både økonomisk, politisk, militært og nu også sundhedsmæssigt i erkendelse af, at Ukraine er i en meget vanskelig situation blandt andet på grund af landets forhold til Rusland, forklarer han.

Han vurderer, at Rusland nok kommer til at se det som en lille fornærmelse, men det vil formentlig ikke være noget, landet reagerer yderligere på.

Venstre bakker op om vacciner til Ukraine

Ifølge Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, er det det helt rigtige skridt at tage.

- Ukraine er voldsomt presset af især Rusland, og derfor synes jeg, det er den helt rigtige beslutning, regeringen har taget, mener han.

Men man skal vel ikke uddele vacciner på baggrund af politik. Det er vel mere i forhold til, hvem der har brug for dem sundhedsmæssigt?

- Jo, men samtidig er det også et geopolitisk redskab, som især Rusland og Kina bruger. Og vi ved godt, at Rusland selvfølgelig ikke vil sende vacciner til Ukraine, og derfor er der brug for, at nogle af Ukraines venner bakker op, siger Michael Aastrup Jensen.

Enhedslisten: Det må ikke blive politik, der afgør donationer

Hos Enhedslisten bakker man også op om vaccinerne til Ukraine, fordi de har hårdt brug for dem, og det vigtigste er at få dem brugt, inden de bliver for gamle.

Det er dog vigtigt, at vaccinerne bliver fordelt efter helbredshensyn og ikke politik, mener Eva Flyvholm, der er udenrigsordfører hos Enhedslisten.

- Der er ingen tvivl om, at Ukraine har brug for vaccinerne, så det er udmærket. Men der er et meget klart politisk signal i det her, og i mine øjne er det vigtigste, at vaccinerne bliver fordelt efter et helbredshensyn, og ikke ud fra en politisk agenda, forklarer hun.

- Derfor er vores opfordring til regeringen, at man sørger for, at det meste kommer ud gennem FN's vaccinationsprogram, Covax, forsætter Eva Flyvholm.

Statsminister Mette Frederiksen har da også tidligere udtalt, at donationer skal ske gennem Verdenssundhedsorganisationens (WHO) globale vaccinesamarbejde, Covax.

WHO har iværksat Covax-samarbejdet, som skal sikre, at fattigere lande også modtager tilstrækkeligt med coronavacciner.

Sundhedsministeriet oplyser til DR Nyheder, at vaccinerne til Ukraine endnu ikke er afsendt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk