For tredje år i træk topper Danmark listen over lande, der gør en indsats for at bekæmpe klimaforandringerne. Det fastslår en ny rapport fra den uafhængige tyske NGO Germanwatch og sammenslutningen af klima-NGO’er Climate Action Network Europe, som har rangordnet 58 lande på baggrund af deres klima- og energipolitik.
Det sker få dage efter, et stort netværk af internationale NGO'er tildelte Danmark "Fossil of the day"-prisen, efter den danske regering har reduceret de danske klimamål.
Men nu vender vinden altså, og Danmark fremhæves igen som klimaforkæmper nummer ét. Godt nok er Danmark nummer fire på listen, men det skyldes, at de tre øverste pladser er tomme, fordi NGO'erne mener, at alle lande kan gøre meget mere.
- Jeg glæder mig over, at tænketanken Germanwatch og klima-NGO’er fra mere end 30 lande for tredje år i træk udpeger Danmark som det land i verden, der gør mest for at håndtere klimaudfordringen. Det bekræfter, at vi er godt i gang med vores langsigtede målsætning mod et samfund, der er uafhængigt af fossile brændsler i 2050, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt i en pressemeddelelse.
Rapporten blev offentliggjort på et pressemøde på COP21 i Paris i dag. Rapportens formål er at fremhæve ’best practice’ fra lande, der ligger i front, og at lægge pres på de lande, der ikke gør tilstrækkeligt.