Danmark vil fjerne statsstøtte til kul, olie og gas

Mange stater holder prisen på sorte energiformer kunstigt lav. Danmark og 37 andre lande vil fjerne støtten.

Globalt giver regeringer årligt over 500 milliarder dollar fra offentlige kasser for at holde den hjemlige pris på olie, kul og gas kunstigt lav. (Foto: Søren Flytkjær © DR Nordjylland (Arkivfoto))

Stop den klimaskadelige statsstøtte til de fossile brændsler kul, olie og gas.

Sådan lyder opfordringen mandag fra Danmark og 37 andre lande ved åbningen af klimatopmødet COP21 i Paris.

Det oplyste statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde i konferencecentret Le Bourget i den franske hovedstad.

- Danmark har fremmet denne dagsorden med internationale organisationer. Vi har støttet konkrete reformer i udviklingslandene, sagde Løkke på pressemødet.

Danmark støtter initiativet med 40 millioner kroner.

Globalt giver regeringer årligt over 500 milliarder dollar (3500 milliarder kroner) fra offentlige kasser for at holde den hjemlige pris på olie, kul og gas kunstigt lav.

Den manglede brik i klimapuslespillet

Hvis man fjerner subsidier til fossil energi, kan det skære 10 procent af verdens CO2-udslip i 2050.

Inden for klodens 20 største økonomier, G20, udgør den statslige støtte til sort energi næsten fem gange så meget, som de samme lande giver i tilskud for at fremme klimavenlige energiformer som vindmøller, solceller med videre.

Udfasning af støtten vil frigøre midler til uddannelse, sundhed og infrastruktur.

Samtidig får den vedvarende energi samme betingelser at konkurrere på, som de klimaskadelige brændsler har i dag.

New Zealands premierminister, John Key, kaldte en reform af støtteordninger til kul, olie og gas for "den manglende brik i klimaforandringernes puslespil".

- En fjernelse af dem vil give en syvendedel af den indsats, der er nødvendig for at sikre, at den globale temperatur ikke stiger mere end to grader, sagde Key.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1073586696025187

Facebook
Twitter