Danmark vil hente tvangsudvist tilbage

Efter kritik fra FNs Torturkomite vil danske myndigheder give en tvangsudvist afghaner en ny chance for at få asyl. Men manden kan blive svær at finde

Den udvistes advokat Niels-Erik Hansen kalder sagen behandling "mærkværdig"

En 37-årig afghansk flygtning er blevet hovedperson i en højst usædvanlig asylsag. Det skriver Politiken.

I juni blev asylansøgeren Khojarejzullha Hamdard udvist af Danmark og med tvang fløjet tilbage til sit hjemland.

FN kritik

Men efter kritik fra FN's Torturkomite - der mener, at Danmark har overtrådt torturkonventionen, og at manden risikerer at blive udsat for overgreb i Afghanistan - har Flygtningenævnet nu besluttet at genoptage sagen.

Derfor er asylansøgeren efterlyst i Afghanistan med henblik på at genindrejse i Danmark.

Sagen skal gå om

Planen er, at asylsagen skal gå om - hvis myndighederne kan finde flygtningen i den krigshærgede nation.

Udlændingestyrelsen erindrer ikke at have haft tilsvarende sager, og asylansøgerens advokat, Niels-Erik Hansen, kalder sagsbehandlingen mærkværdig:

- Sagen viser, at den retssikkerhed, der burde være for asylansøgere, er mangelfuld. Han er udsendt til et land, hvor han nu risikerer tortur, siger Niels-Erik Hansen.

Dobbelt tortur

Hamdard kom til Danmark i 2010 og søgte om asyl, med henvisning til at de afghanske myndigheder anklagede ham for at være terrorist, og Talebanbevægelsen på den anden side beskyldte ham for at være spion.

Han har efter eget udsagn været udsat for vold fra begge parter.

Ingen undersøgelse

Hverken Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet troede på afghanerens skiftende forklaringer, og derfor blev han udvist af Danmark. Af samme grund afviste myndighederne en lægelig torturundersøgelse.

FN mener, det var en fejl ikke at gennemføre en torturundersøgelse, og før den havde fundet sted, ville det være i strid med torturkonventionen at sende ham hjem.

Undren

FN-komitéens kritik vækker undren i Flygtningenævnet.

- Komiteens udtalelse synes at hvile på en misforståelse om, at nævnet ikke konkret har forholdt sig til de skader, klageren har oplyst, at han har pådraget sig som følge af overgreb fra de afghanske myndigheders side. Det er imidlertid ikke tilfældet, siger sekretariatschef i Flygtningenævnet Stig Torp Henriksen.

Ifølge Røde Kors er chancerne for at finde asylansøgeren i Afghanistan minimale.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter