Danmarks bedste murerlærling: Det bliver ikke et problem at finde arbejde

Der er brug for, at håndværkertalenter bliver vist frem som ved DM i 'skills', siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Kenneth Meldgaard Ebbesen fra Spjald vandt i kategorien murer. 

Side om side konkurrerede unge bagertalenter, kommende frisører og glarmestre, da der i dag blev afholdt DM i 'skills' i Messecenter Herning.

Udover et diplom, et stort bifald og et håndtryk af statsminister Lars Løkke Rasmussen, så er en sejr i en af de 42 kategorier af håndværksfag den direkte vej til jobmarkedet.

Det mener i hvert fald Kenneth Meldgaard Ebbesen fra Spjald vest for Herning, der vandt titlen som bedste murer.

- Jeg tror ikke, det bliver noget problem at finde arbejde som murer nu. Det er super fedt, sagde Kenneth Meldgaard Ebbesen.

Glæden var også stor hos vinderen i tømrer-kategorien, Mathias Jensen fra Herning.

- Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg gik i 8. klasse, hvor jeg så en mærkat med DM i skills. Jeg tænker, at det er godt at kunne skrive på sit cv, at man var Danmarks bedste tømrerlærling, siger Mathias Jensen.

Mathias Jensen vandt i kategorien tømrer. (Foto: Dr © dr)

Kræver et godt hoved at vinde

De glade vinderes teorier og drømme kan meget vel vise sig at komme til at holde stik.

For syv år siden vandt Nikolai Asmussen i kategorien tømrer. Efterfølgende vandt han også VM i samme disciplin, og det har ført til en flot karriere med egen virksomhed, hvor han løser forskellige håndværksopgaver.

- Det at være så dygtig til at være murer afspejler sig i, at man også kan andre ting, fortæller Nikolai Asmussen.

Nikolai Asmussen er desuden teamleder for det danske landshold for 'skills' og mener, konkurrencen er vigtig for at vise de unge, hvad fagene kræver.

- Der bliver vist det gode, gamle håndværk, og det har vi brug for. Niveauet bliver hævet på grund af DM i skills. Man skal have hovedet skruet ordentligt på, siger Nikolai Asmussen.

Nikolai Asmussen har fået gode muligheder efter sin sejr ved DM i 'skills'.

Vi skal have flere håndværkere

Statsminister Lars Løkke Rasmussen overrakte de mange priser til dagens glade vindere. Han understreger, at der er brug for flere unge, der tager en erhvervsuddannelse og mener, at DM i 'skills' kan inspirere de unge til at gå den vej.

- Det er vigtigt, vi hylder talentet. Vi har haft en generation med for meget uddannelsessnobberi, og Danmark er et håndværksland. Vores store industrivirksomheder er i sin tid grundlagt af mennesker, der kunne noget med hænderne, så der er masser af fremtid i det.

- Om få år skulle vi gerne have 25 procent til at vælge en erhvervsuddannelse, og vi er langt fra i mål, siger Lars Løkke Rasmussen.