Danmarks første coronatilfælde er blevet rask

TV2-redaktør, der var den første dansker, som blev testet positiv for coronavirus, er blevet rask.

Jakob Tage Ramlyng er nu erklæret rask. (© Foto: TV2)

Natten til torsdag i sidste uge fik TV2-medarbejderen Jakob Tage Ramlyng at vide, at han var smittet med coronavirus. Lige siden er han blevet sat i karantæne derhjemme - og siden isoleret fra sin familie i en lejlighed.

I dag har han fået besked af sin læge, om at han er rask og kan tage hjem til sin familie.

- Nu er jeg fri. Jeg er simpelthen rask, så nu kan jeg komme ud, siger Ramlyng, der blev kendt som Danmarks første coronatilfælde, til tv2.dk.

Ifølge Peder Fabricius, som er ledende overlæge ved Medicinsk Afdeling på Sjællands Universitetshospital, har Jakob Tage Ramlyng været symptomfri i mere end et døgn, og han er blevet vurderet af en overlæge i infektionsmedicin, som også har fundet ham rask.

Jakob Tage Ramlyng blev ramt af coronavirus efter en skiferie i Norditalien, der er det område i Europa, som hidtil har været værst ramt.

Den aktuelle situation er ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed, at 20 mennesker i Danmark er smittet med coronavirus, mens 286 personer er i karantæne.

Var først uden symptomer

Efter at Jakob Tage Ramlyng kom hjem fra skiferien i det nordlige Italien, var han uden symptomer, og han blev derfor rådet til at tage på arbejde. Men efter en halv arbejdsdag fik han det dårligt og måtte tage hjem.

Derfor måtte 16 af de TV2-kollegaer, der havde siddet tættest på ham, også efterfølgende gå i karantæne 27 februar, hvilket ærgrede Jakob Tage Ramlyng.

- Mine kollegaer får 14 dage, hvor de virkelig får tid til at pille sig selv i navlen. Og jeg får 14 dage med min familie, hvor vi nok også skal få spat af hinanden. Om 14 dage skulle vi gerne være ude på den anden side, sagde han, da han fra karantænen via en telefonforbindelse var igennem til sit eget TV2-program.