Danmarks kyst er blevet 1.436 kilometer længere

I leksika og turistbrochurer er Danmarks kystlinje på 7.314 km. Men de skal nu skrives om. Efter en ny og mere detaljeret opmåling er kystlinjen på 8.750 km, fortæller Detektor på P1.

Der findes ingen internationale regler for, hvordan man måler kystlinjer. (Foto: René Lind Gammelmark- www.freelance-fotografen.dk)

Danmarks kystlinje har hidtil været på 7.314 kilometer. Men nu skal leksika og turistbrochurer skrives om. Kystlinjen er nemlig blevet over 1.400 kilometer længere. I hvert fald teoretisk.

Det er Geodatastyrelsen, der står for opmålingen af kystlinjen i Danmark. Tidligere brugte de kort i størrelsesforhold 1:100.000, hvor en centimeter på kortet svarer til en kilometer i virkeligheden. På de kort var Danmarks kystlinje 7.314 kilometer.

På de nye kort, som styrelsen bruger, er størrelsesforholdet 1:10.000. Man har altså zoomet tættere ind på kysten. Dermed kommer der flere detaljer med, hvilket giver en længere kystlinje, fortæller chefkonsulent i Geodatastyrelsen Rune Carbuhn Andersen til Detektor på P1.

- Den bliver faktisk cirka 8.750 kilometer, når man kommer op og opererer med det nye danske kort, som vi har i 1:10.000.

CIA har de gamle tal

Adskillige steder kan man finde oplysningen om, at Danmarks kystlinje er 7314 kilometer. Det gælder for eksempel internet-leksikonet Wikipedia og hjemmesiden Visitdenmark.dk, som skal lokke turister til landet.

Selv i den amerikanske efterretningstjeneste CIA's World Fact Book kan man finde den nu forældede oplysning om Danmarks kystlinje.

Anker Tidemann, der er forfatter og har skrevet flere matematikbøger, mener, at det er noget pjat at angive en længde på kysten.

- Hvis man havde taget et skoleatlas, var det blevet meget kortere. Og hvis man var gået langs stranden med et målebånd, så var det blevet meget længere. Og hvis man var gået uden om alle de sten, der ligger i vandkanten hele vejen rundt om Danmark, var det blevet meget længere, siger han og tilføjer:

- Det er faktisk bare et slag i luften. Det kunne være alt muligt andet. Det kunne være kortere, det kunne være længere.

Du kan få den længde, du vil have

I Geodatastyrelsen mener specialkonsulent Rune Carbuhn Andersen, at det mest hensigtsmæssige er at bruge kort i størrelsesforholdet 1:10.000, hvilket giver en kystlinje på 8750 kilometer.

- Det er vores grunddatasæt. Det er den målestok, der giver mening på nuværende tidspunkt, siger han.

Rune Carbuhn Andersen kan dog godt følge kritikken.

- Jo bedre datamateriale, jo bedre størrelsesforhold og jo flere detaljer kan du også se. Hvis du vil have kystlinjen 1.000 eller 10.000 kilometer længere, så kan jeg nok godt finde ud af det, siger han.

Der findes ingen internationale regler for, hvordan man måler kystlinjer.

Hør mere om den danske kystlinje i Detektor på P1 klokken 11:03.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube