Danmarks mest velbesøgte museum revser regeringen: 'Vi bliver skøre af at sidde hjemme i pipcellen'

Hvorfor kan museer med enorme arealer ikke genåbne, spørger museumsdirektører.

Louisiana vil meget gerne genåbne. Danmarks mest besøgte museum har fire udstillinger klar. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Louisianas direktør reagerede med "grænseløs resignation", da han tidligere på ugen hørte, hvad politikerne har besluttet at genåbne i morgen.

Poul Erik Tøjner råder over mere end 6.000 kvadratmeter på sit berømte museum, der ligger ud til vandet i Humlebæk nord for København.

Men dørene skal fortsat holdes lukket, og fire spritnye udstillinger må stadig vente på at blive beset af de kunstinteresserede. En af dem handler om moderen og moderskabet.

- Det er absurd, fordi Statens Serum Institut har fortalt os, at vi ligger i en lav risikozone. Vi har stor ekspertise i at styre folk på vores museum, så de tager hensyn til hinanden, siger direktøren for Danmarks mest besøgte museum.

Museumsdirektør Poul Erik Tøjner forstår ikke, hvorfor museer ikke kan genåbne nu.

- Befolkningen er ved at blive skøre af at sidde hjemme i pipcellen. Selvfølgelig skal vi overleve corona rent fysisk, men vi skal også overleve den mentalt. Der har kulturlivet en kæmpe kraft, siger Poul Erik Tøjner.

Aros: Regeringen svigter os

Han anerkender, at der er andre ting, der er vigtigere at åbne for end et museum, men savner, at politikerne tager stilling til, hvorfor det er sådan.

- Jeg mener, at det er meget vigtigt. Jeg mener, at kultur er noget, som er i hele samfundet, og som binder os sammen på kryds og tværs. Uden kultur ville det her samfund forstene fuldstændig. Det er jeg overbevist om, siger Poul Erik Tøjner.

Louisiana havde et forfærdeligt 2020, hvor antallet af besøgende blev halveret sammenlignet med rekordåret 2019.

Også på kunstmuseet Aros i det centrale Aarhus er de fortørnede over stadig at skulle holde dørene lukket til deres 20.000 kvadratmeter store bygning.

Museumsdirektør Erlend Høyersten forstår ikke, at folk må gå i Bilka, men ikke på museum.

- Regeringen svigter os. Jeg tror ikke, at regeringen forstår, hvor vigtig kunst og kultur er for mennesker, siger han.

Louisiana ligger tæt på kysten lidt syd for Helsingør.

Mange lande omkring os har besluttet at holde deres museer åbne trods nedlukning.

Minister: Vi baserer os på eksperter

Men kulturminister Joy Mogensen (S) fastholder, at den mere forsigtige danske tilgang er vejen frem.

- I Danmark har vi formået at holde samfundet mere åbent end langt de fleste europæiske lande. Det har vi kun kunnet, fordi vi er gået forsigtigt til værks. Derfor er det også eksperterne, som regeringen baserer sine lempelser af restriktionerne på.

Museerne siger, at de har masser og plads og sagtens kan åbne forsvarligt?

- Det er jo det dilemma, vi står i. Man kan altid kigge på den enkelte institution og sige, at her kan vi gøre det godt, men hver eneste gang, vi åbner en ting op, så bliver der mere samfundsaktivitet og mere smitte, siger Joy Mogensen.

Men det må da ærgre dig, at vi ikke kan gå ud og få den åndelige føde?

- Det er klart, at lige som alle andre, så savner jeg rigtig meget, at mere af kulturlivet er tilbage, siger kulturministeren.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk