Danmarks storcentre har lignet spøgelseshuse i fire måneder - nu myldrer kunderne ind igen

Efter fire måneder hvor mange af landets centre har været tomme for mennesker, begyndte de igen at vise sig.

Kunderne kunne igen komme ind i Rødovre Centrum og besøge alle butikker. (Foto: August Olaf Jersild DR Nyheder)

For mange erhvervsdrivende har de sidste fire måneder været svære at sluge. Nogle butikker har måttet åbne tidligere, mens andre kun kunne se måbende på.

Men det er slut nu. For i dag åbnede de største storcentre for alle butikker, så kunderne igen kunne få handlet ind til foråret og sommeren og bytte - de efterhånden gamle - julegaver.

Og det gjaldt også for Rødovre Centrum, der er Danmark ældste og største storcenter, målt på butikker.

Med Rødovre Centrums 75.452 kvadratmeter må der være cirka 8.000 kunder ind i centeret samtidig, og det kunne ses, da dørene i dag åbnede. Centeret summede af liv og antallet af shoppingposer, der hang forenden af lange arme, kunne ikke undgå øjet.

Her kan du se, hvordan centeret så ud dagen før og på genåbningsdagen.

Bænkene og gaderne blev igen brugt efter at have stået tomme i flere måneder. (Foto: August Olaf Jersild DR Nyheder © (C) DR Nyheder / Foto: August Olaf Jersild DR Nyheder © (C) DR Nyheder)

Og i den 1.400 kvadratmeter store Sportmaster har man set frem til denne dag i lang tid. Smilet var stort og travlt.

Smilet var ikke til at fjerne, da Simon Glass i dag åbnede sin butik efter fire måneders nedlukning. (Foto: August Olaf Jersild DR Nyheder)

- Det kan ikke beskrives. Det er som om, at juleaften er kommet, og vi har glædet os helt vildt. Vi har gået og ventet på det i lang tid, så det er fantastisk at se alle de glade mennesker komme ind gennem dørene, fortæller Simon Glass, der er butikschef i Sportmaster i Rødovre Centrum.

I dagene op til den store genåbning har Simon Glass haft travlt. Stort set hele personalet har hjulpet til, så alt står snorlige, når kunderne kommer ind i butikken. Varer er blevet pakket ned og op, og retningslinjerne er blevet finpudset.

- Vi hev 15 mand ind i går, der gjorde klar til i dag, og det var som at se hinanden igen for første gang. Så det er en glædens dag, hvor vi kan komme lidt tættere på den verden, vi elsker, siger Simon Glass.

- Vi har sat nye sommervarer op, og så har vi har brugt meget tid på at klargøre retningslinjerne, så kunderne også kan se, at der er styr på det, så de føler sig sikre, fortsætter han.

Forberedelserne på genåbningsdagen var i fuld gang dagen inden. (Foto: August Olaf Jersild DR Nyheder)

Kunderne har ikke kunnet vente

Det var ikke kun hos butiksejerne, begejstringen var at spore. Også kunderne har glædet sig.

- Det er noget, jeg har set frem til. Jeg har savnet det rigtig meget. Man kommer lidt ud og ser andre mennesker, og det rigtig dejligt. Så det er en stor fornøjelse, siger Laila Lagone, der var på vej ind i centeret for at bytte julegaver.

Nogle af Sportmasters stamkunder har endda glædet sig så meget, at de har købt varer på nettet bare for at komme ned og besøge butikken for en kort stund.

- Vi har fået mange mails, hvor kunder skriver, at de glæder sig til at se os og komme tilbage ind i butikken. Der er også kunder, der har bestilt varer for at komme ned og sige hej. Så de glæder sig meget, siger butikschef Simon Glass.

Og kunder, det kom der. En af de travleste gader i Rødovre Centrum blev igen fyldt op med mennesker. Se det herunder.

Allerede ti minutter inden i genåbningen af Rødovre Centrum var der betydeligt flere mennesker, end der var dagen før. (Foto: August Olaf Jersild DR Nyheder © (C) DR Nyheder / Foto: August Olaf Jersild DR Nyheder © (C) DR Nyheder)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk