Danmarkshistoriens største hashsag: Tidligere anklager erklærer sig skyldig i at påvirke vidner

Indtil videre havde hun nægtet sig skyldig i en sag, der har rystet retsvæsenet.

Skyldig i tjenestemisbrug og skyldig i at medvirke til falsk forklaring.

Sådan lyder det fra den tidligere politianklager Trine Sorgenfri, der netop har sat sig på anklagebænken i retten på Frederiksberg.

Hun havde ellers hidtil nægtet sig skyldig i sagen, der har rystet retsvæsenet.

Trine Sorgenfri er tiltalt for at bryde loven i et forsøg på at få dømt 11 personer i en af Danmarkshistoriens største hashsager, Operation Nordlys. Ifølge anklageskriftet løj hun for retten og forsøgte at få en gruppe politifolk til at gøre det samme.

Hun er også anklaget for tjenestemisbrug, og straffen ligger på op til fængsel i fire år.

Omfattende efterforskning

Anklageren har netop læst anklageskriftet højt, og ved hvert enkelt forhold bliver Trine Sorgenfri spurgt gennem hendes advokat Stine Gry Johannesen, hvordan hun forholder sig til anklagepunkterne.

Trine Sorgenfri tilstår altså forsøg på medvirken til falsk forklaring og tjenestemisbrug, og hun erkender at have misbrugt sin stilling som anklager ved at have fremsendt et dokument med konkrete spørgsmål om konkrete personer til brug for politiagenternes forberedelse af deres vidneforklaring i landsretten.

Og det vender op og ned på sagens gang i retten.

- Vi har nu en tilståelse i forhold 1-3 og erkendelse af de faktiske forhold i resten af anklageskriftet. Det kan få betydning for sagens bevisførelse, siger sagens anklager, Torben Thygesen.

Han vil imidlertid gerne høre Trine Sorgenfris forklaring i retten, inden han begynder at aflyse de mange vidner, som er indkaldt til sagen.

Torben Tygesen fortæller under sin præsentation af sagen, at statsadvokaten anmeldte sagen til den uafhængige politiklagemyndighed (DUP) 6. oktober 2016.

- Det har været en meget omfattende efterforskning, siger anklageren.

Under sagen har man gennemgået anklagere og politiagenters email-konto, sikring af Trine Sorgenfris mobil og Ipad og afhørt en række personer.

Tæt kontakt til tre agenter

Sagen mod Trine Sorgenfri begyndte i efteråret 2016, da hun pludselig blev fjernet fra en af ankesagerne i Operation Nordlys i landsretten.

Der var nemlig opstået en mistanke om, at hun havde haft tæt kontakt til tre agenter fra politiet og sendt dem mails, der fortalte dem, hvilke spørgsmål hun ville stille dem i retssalen.

Vidner i retten skal fortælle, hvad de kan huske, de må ikke indstudere deres svar hjemmefra med hjælp fra en af retssagens parter, anklageren. Og når der er tale om sagens hovedvidner, er det helt galt, for en anklager må ikke hjælpe vidner med at finde ud af, hvad de skal sige foran dommerne.

Sagen skal efter planen løbe frem til slutningen af november. Men tidsplanen er lagt ud fra en antagelse om, at Trine Sorgenfri ville nægte sig skyldig. Nu bliver forløbet formentlig kortere.

Her er, hvad Trine Sorgenfri har erkendt:

  • Tre politiagenter skulle vidne i retten 3. oktober 2016 i en stor hashsag fra det såkaldte Nordlys-kompleks om organiseret salg af hash på Christiania.

  • I dagene inden sagde Trine Sorgenfri til agenterne, at de i landsretten ikke måtte fortælle, at de var blevet informeret om, hvilke spørgsmål hun ville stille. Udskrift af mailkorrespondancen viser dog, at hun havde stillet dem spørgsmål på forhånd.

  • Hun har i den forbindelse erkendt, at hun har forsøgt at medvirke til falsk forklaring, og at hun i den forbindelse misbrugte sin stilling.

  • Over for Østre Landsret og forsvarsadvokaterne i sagen oplyste Trine Sorgenfri, at to lister med spørgsmål IKKE var sendt til politiagenterne. Men det var de.

  • Hun har erkendt, at hun i den forbindelse misbrugte sin stilling.

Facebook
Twitter