Alt for mange steder i landet er privatpraktiserende læger en mangelvare.
Derfor foreslår Socialdemokratiet i et nyt sundhedsudspil, at der bliver indført en ‘tjenestepligt’ til nyuddannede læger, som i et halvt år skal tvinges til at arbejde i de dele af landet, hvor der er størst lægemangel.
Forslaget, der har mødt kritik fra både Yngre Læger samt Praktiserende Lægers Organisation (PLO), kommer på baggrund af nye tal fra Sundhedsministeriet, der viser, at antallet af danskere, der ikke er tilknyttet en praktiserende læge, er steget markant i løbet af de seneste år.
I 2015 havde knap 40.000 danskere ingen læge tilknyttet, mens tallet for i år indtil videre er på 105.000.
En opgørelse fra Praktiserende Lægers Organisation fra august 2018 viser, at der er stor forskel på antallet af patienter per læge fra kommune til kommune.
Én læge til 2.213 patienter
Den nordjyske kommune Morsø topper på listen over de kommuner, som har flest patienter per læge. Her må 2.213 patienter således deles om én praktiserende læge.
I den modsatte ende af skalaen ligger Samsø - her er der 894 patienter per læge.
På kortet nedenfor kan du se, hvordan tallet ser ud i din egen kommune.
Christian Freitag, der er formand for Praktiserende Lægers Organisation, kalder det et 'kæmpe problem', at 105.000 danskere ikke er tilknyttet en privatpraktiserende læge.
- Det er rigtig godt, at man tager fat på problemet. Men vi mener ikke, at tvang er løsningen. Vi mener i stedet, at man skal se på, hvordan man på anden vis kan få lægerne derhen, hvor der mangler patienter. Det handler ikke bare om honorar, men også om arbejdsforhold, bygninger, kolleger og forhold for familien, siger Christian Freitag,formand for Praktiserende Lægers Organisation.