Danone kan have vildledt syge mennesker

Danone hævder at deres yoghurt Actimel kan lindre og forebygge sygdomme som kræft og allergi. Det kritiseres af Fødevarestyrelsen.

Den aktuelle sag kommer efter en række sager, hvor den franske fødevarekæmpe er blevet kritiseret for at markedsføre mejeriprodukter med løfter, som typisk har imødekommet forbrugernes ønske om at forblive sunde eller raske. (© Colourbox.com)

Den internationale ­mejerigigant Danone kan ikke finde ud af at overholde den danske fødevarelovgivning.

24timer kan nu afsløre, at Danone for femte gang har vildledt sine danske kunder - denne gang ved på sit website at hævde, at bakterien probiotika i yoghurten Actimel kan forebygge, lindre eller have gavnlig virkning på kræft, autisme, betændelse, mundsygdom­me, allergi, højt blodtryk og højt kolesteroltal.

"Lodret forbudt"

Sådan nogle løfter ser man ikke med milde øjne på i Fødevarestyrelsen, så lovbruddet udløste for nylig styrelsens hårdeste kritik og bøde på 10.000 kroner.

- Danone har givet indtryk af, at deres produkter har helbredende virkning på kræft og andre sygdomme, konkluderer Fødevarestyrelsens fødevarechef, Bjørn Wirlander.

- Sådanne sygdomsanprisninger er lodret forbudte, for de kan medvirke til, at folk, herunder syge, får et stort og overdrevet forbrug af en bestemt fødevare. Jeg siger det igen: Lovgivningen er tindrende klar: Sygdomsanprisninger er strengt forbudte, fastslår han over for 24timer.

Undrer sig over Danone

Han fortæller, at sygdomsanprisningerne på Danones website var tilknyttet yoghurten Actimel, og at det først var anden gang, at Fødevarestyrelsen kritiserede vildledningen, at Danone fjernede den.

- Jeg forstår simpelthen ikke, at Danone havde svært ved at forstå loven og vores første sanktion, som var en indskærpelse, siger Bjørn Wirlander.

47 dage - og altså endnu et besøg fra Fødevarestyrelsen - tog det, før Danone fjernede ulovlighederne.

Den slags udsagn virker

Også Gitte Gross, chef for DTU Fødevareinstituttets ernæringsafdeling, siger, at nogle forbrugere kan have troet på Danones budskaber.

- Sådan nogle udsagn har en effekt, for forbrugerne kan ikke skelne mellem, hvad der er videnskabeligt belæg for, og hvad der bare er udokumenteret markedsføring, siger hun.

Gitte Gross fastslår, at der er tale om ganske udokumenterede påstande:

- For EFSA, som er den EU-myndighed, der skal vurdere, hvorvidt probiotika har de påståede egenskaber, har ikke vurderet dem, så Danone må selvfølgelig ikke gå ud med disse anprisninger, siger hun til avisen.

Facebook
Twitter