Ægteparret Aase og Leif Sommer vandt i fredags 114 millioner kroner i Eurojackpot.

Man kan komme langt for 114 millioner kroner. Meget langt.

Men for ægteparret Aase og Leif Sommer, der fredag aften vandt den helt store gevinst i det fælleseuropæiske Lotto-spil Eurojackpot, står de små ting øverst på ønskesedlen.

- Nye tagrender. Praktiske ting. Og så den nye bil, og så betaler vi huset ud, fortalte Leif Sommer ved en stor presseseance i Superbrugsen i Ølsted, hvor vinderkuponen er købt.

- Vi skal bare leve stille og roligt. Der bliver ikke ændret ret meget. Der vil bare blive tænkt noget mindre over nogle ting, sagde han.

Ingen betænkeligheder ved at stå frem

Det er et sjældent syn i Danmark, at nybagte Lotto-millionærer står frem.

Men Leif Sommer har ikke været nervøs for det, selvom der nu står flere penge på hans bankbog, end der gør på de fleste andres.

- Der er mange, der har betænkeligheder for os. Det har vi ikke selv haft. Overhovedet. Jeg har en teori om, at jo flere der kender os, jo flere passer på os, sagde han.

Se Aase og Leif Sommer bliver fejret med deres milliongevinst i videoen i toppen af artiklen.