Dansk ekspert: Eksplosion målt ved Bornholm svarer til en større bombe fra Anden Verdenskrig

Svensk forsker peger på, at der har været tale om flere eksplosioner ud for Bornholm.

Sådan ser havoverfladen ud ud for Bornholms kyst, hvor der er sket flere lækager på Nord Stream 1 og 2. Rørledningerne transporterer gas fra Rusland til Tyskland. Selvom ingen af de to ledninger er i drift i øjeblikket, er de alligevel fulde af gas. Den bobler sig nu igennem vandet i Østersøen og op til havoverfladen. (© Forsvaret)

Artiklen er blevet opdateret med udtalelser fra GEUS.

30 svenske måleenheder har registreret rystelser i Østersøen, der svarer til 2,3 på Richterskalaen. Det skete op til, at det kom lækager på Nord Stream 1 og 2, skriver SVT.

Oplysningerne stammer fra den svenske lektor i seismologi ved Uppsala Universitet, Björn Lund, der også er en del af det svenske nationale netværk SNSN, der monitorerer den svenske undergrund.

Han siger, at han ikke er i tvivl om, at der er fundet flere sprængninger sted.

Ifølge SVT fandt den første eksplosion sted omkring klokken 02.03 natten til mandag. Den anden blev målt klokken 19.04 mandag aften.

Tirsdag aften har danske GEUS også oplyst, at de har målt rystelserne. GEUS oplyser, at den første rystelse er registreret natten til mandag klokken 02.03 og den anden mandag aften 19.03.

Tidspunkterne og lokationerne passer med tidspunkterne for gaslækagerne fra Nord Stream 1 og 2, skriver GEUS.

- Den første rystelse målte 2,3 på Richterskalaen, den anden målte 2,1, oplyser GEUS i en pressemeddelelse.

GEUS oplyser også, at rystelserne ikke ligner jordskælv. Signalerne er i stedet sammenlignelige med de signaler, der ses ved sprængninger, lyder det fra GEUS.

Derudover vil GEUS ikke udtale sig yderligere tirsdag aften, lyder beskeden.

Svarer til en større bombe fra Anden Verdenskrig

De målte rystelser er så store, at det svarer til en stor krabat af en bombe fra Anden Verdenskrig. Det fortæller Klaus Mosegaard, der er professor i geofysik ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet.

- En almindelig bombe fra Anden Verdenskrig svarer til 1,5 på Richterskalaen, og en kraftig bombe fra samme krig svarer til 2,5. Derfor er vi tættere oppe i den kraftige kategori og det, jeg vil kalde en stor eksplosion, hvis tallene fra Sverige er korrekte, siger han.

Han fortæller, at seismologer snildt kan kende forskel på, om der er tale om jordskælv eller rystelser. For siden Anden Verdenskrig har man udviklet gode metoder til at registrere, om andre lande affyrer bomber.

Så når den svenske seismolog, Björn Lund, udtaler, at han ikke er i tvivl om, at der er tale om eksplosioner, så stoler Klaus Mosegaard på svenskerens vurdering.

- Jeg formoder, at svenskerne har baseret deres vurdering ved at analysere data, så man kan se, om svingningerne stammer fra en bombe eller et jordskælv. Sådan en måling vil kunne laves med en rimelig stor sikkerhed, lyder det fra Klaus Mosegaard.

Nord Stream 1- og Nord Stream 2-rørledningerne er bygget til at fragte gas fra Rusland til Tyskland. Tre aktuelle lækager tæt på Bornholm har fået danske myndigheder til at hæve beredskabsniveauet. (Foto: © Kort : Morten Fogde Christensen)
Nord Stream 1- og Nord Stream 2-rørledningerne er bygget til at fragte gas fra Rusland til Tyskland. Tre aktuelle lækager tæt på Bornholm har fået danske myndigheder til at hæve beredskabsniveauet. (Foto: © Kort: Morten Fogde Christensen)

I øvrigt fortæller han også, at måleudstyret justerer afstanden fra udstyrets placering til stedet, hvor rystelsen har fundet sted. Derfor bør måleudstyret som udgangspunkt have målt den reelle rystelse.

Militærforsker: Det er en vild udvikling

Selvom Rusland selv har peget på, at der kan være tale om sabotage af rørledningerne, så vurderer Søren Nørby, der er adjunkt ved Forsvarsakademiet, at det er sandsynligt, at Rusland står bag.

- Det her er en vild udvikling, hvor der sandsynligvis er tale om, at Rusland er ved at sende Danmark et signal om, at vi skal holde op med at støtte Ukraine, lyder det fra ham.

Han fortæller, at eksplosionerne kan være foretaget med droner eller dykkere, som kan have placeret sprængladninger ved rørene. Desuden fortæller han, at sprængladningerne også kan være placeret der for flere år siden og først bragt til sprængning nu.

Forsvaret har udgivet denne video, hvor man kan se, hvordan gassen siver op til havoverfladen ud for Bornholm:

Ifølge ham står Danmark i en svær situation, hvis havet og den infrastruktur, der er placeret i det, skal overvåges.

- Overvågningen er rimelig elendig. Det er nemt at skjule sig til søs, og man kan sagtens foretage sig sådan en operation uden at blive opdaget, siger han og peger på det lave antal krigsskibe, Danmark har til rådighed.

Søren Nørby kan i øvrigt sagtens forestille sig, at andet infrastruktur kan være i fare for samme skæbne som Nord Stream 1 og 2.

- Der er strømkabler til havvindmøller, internetkabler og kommunikationskabler, som man også kan forestille sig kan være mål.

To eksplosioner på et døgn

Det tyske nationale geologiske institut GFZ siger ifølge Reuters, at det også har målt rystelser. Men instituttet ønsker ikke at uddybe, om der kan være tale om eksplosioner.

Flere europæiske politikere og sikkerhedseksperter har været ude at sige, at der kan være tale om sabotage.

Forsvaret er sammen med flere andre danske myndigheder i gang med at overvåge området omkring lækagerne. Blandt andet er fregatten Absalon og miljøskibet Gunnar Thorson på vej til området, mens patruljeskibet Rota var i farvandet i nat.