Dansk Erhverv kritiserer regeringens nye regler for turister: 'I har glemt København'

Justitsministeren erkender samtidig, at det er muligt at omgå reglerne.

(ARKIV) Tyske, norske og islandske turister kan igen rejse til Danmark. Men de kan kun bo uden for København. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Dansk Erhverv havde efter direktørens udsagn arbejdet "benhårdt" for at gøre det muligt for tyske og norske turister at komme til de danske sommerhuse.

Men direktør Brian Mikkelsen er ikke tilfreds ovenpå gårsdagens pressemøde, hvor Mette Frederiksen (S) fortalte om den kommende grænseåbning.

- De nye regler er meget tvetydige. Vi er megabegejstrede i forhold til sommerhusudlejerne. Det er noget, vi har arbejdet benhårdt for. Men den største magnet i dansk turisme er København, og den bliver efterladt på perronen, siger Brian Mikkelsen og fortsætter.

- Dels fordi turisterne ikke må overnatte i København, dels på grund af reglen om, at de skal være her i seks dage. Det er drønhamrende ærgerligt.

Smuthul i reglerne: Dobbeltbooking

Turisterne skal dokumentere, at de har booket mindst seks overnatninger på for eksempel et hotel, en campingplads eller i et sommerhus. Og det er politiet, der skal tjekke turisternes bookingreferencer. En "mærkelig opgave", man ikke lige havde set komme, fortæller forbundsformand Claus Oxfeldt.

- Det bliver ikke nemt, og der vil formentlig komme en del kø ved grænseovergangene, når vi skal kontrollere, at de har

dokumentation
for mindst seks overnatninger og ikke fire eller to. Så det er omstændeligt, siger han.

- Det er en kompliceret opgave, vi skal se på hotelovernatninger og skrivelser til og fra campingpladser. Og vi skal være sikre på, at det ikke er forfalskninger. Så folk må belave sig på, at der bliver kø.

Men faktisk kan tyskere, nordmænd og islændinge godt overnatte i København. Det vil bare kræve, at de også booker overnatning uden for Københavnsområdet.

Det bekræfter Justitsministeriet over for

DR
Nyheder.

- Det her er anbefalinger. Vi regner med, at folk er lovlydige borgere, også fordi man ville skulle betale for at leje et sommerhus i syv dage og så betale ekstra overnatninger, hvis man vil ind i København, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) til

DR
Nyheder.

- Det er ligesom med så meget andet, hvis man vil snyde, så er der selvfølgelig mulighed for det.

Så man må gerne bo på hotel i Glostrup, hvor smittetrykket er større end i København, og så tage til Nyhavn hver dag. Hvad er logikken i det?

- Logikken er, at vi prøver at

begrænse
antallet af mennesker, der er samlet, og antallet, der er samlet tæt. En af de måder, vi kan gøre det på, er ved at sige: Vel kan folk tage til København, gå i Tivoli og så videre. Men jo flere der bor i København, jo flere der er i København, jo større er risikoen for hurtig smittespredning.

'Glemt helheden'

Hos Dansk Erhverv frygter man for konsekvenserne af de manglende turister i hovedstaden, og de følgeindtægter i form af café- og restaurantbesøg, som man også kommer til at gå glip af.

I 2019 var det årlige udenlandske turismeforbrug i København 24,5 milliarder kroner – eller 45 procent af det samlede udenlandske forbrug i hele landet. Der arbejder 40.000 mennesker i turismesektoren i København, og Dansk Erhverv frygter, at det vil koste sektoren dyrt.

- Regeringen har egentlig gjort det godt indtil nu, men her har man glemt at tænke i en helhed. Det kan koste industrien dyrt, og det kan også komme til at betyde

konkurser
, siger direktør Brian Mikkelsen.

Tyske, norske og islandske turister kan rejse ind i landet fra 15. juni, men først fra den dag deres booking begynder.

Facebook
Twitter