Dansk Erhverv: Små virksomheder risikerer at blive snydt af falske influencere

Erhvervsorganisationen vil hjælpe virksomheder med at spotte snyderne

Når enkelte influencere køber falske følgere kan det risikere at gå ud over hele branchen, vurderer Dansk Erhverv. (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

Flere og flere virksomheder bruger personligheder på sociale medier – såkaldte influencere - som reklamesøjler.

De følges nemlig af mange mennesker, som virksomhederne er interesseret i at sælge deres ydelser til.

Antallet af følgere behøver dog ikke gemme på rigtige mennesker. Det er nemlig utroligt let at købe sig til falske følgere og dermed fremstå mere populær, end man egentlig er. Dermed risikerer virksomheder at købe sig adgang til et helt andet antal potentielle forbrugere, end hvad de forventer.

Hos Dansk Erhverv ser man på følgersnyderiet med stor alvor, og ifølge chefkonsulent Martin Jørgensen er det særligt de mindre og nystartede virksomheder, der risikerer at blive taget ved næsen.

- De kan måske godt være forblændet af og fristet til bare at se på tallene uden at have kendskab til, hvad skal man spørge ind til, og hvordan skal man undersøge, om det rent faktisk er reelt, det de bliver præsenteret for, forklarer han.

Falske følgere kan udhule tillid til branchen

DR Nyheder har lavet en stikprøve blandt 40 af de mest populære bloggere tilknyttet bloggingtjenesten BloggersDelight.

37 af dem svarer, at det er deres indtryk, at der findes danske influencere, der booster deres Instagram-profil ved hjælp af falske følgere og likes.

32 af 40 mener desuden, at falske følgere og likes skader branchens troværdighed. Den vurdering deler Martin Jørgensen.

- Hvis det fortsætter i stor udstrækning, så kan det på et tidspunkt udhule tilliden til branchen, og der kan blive en mistillid til, om man overhovedet tør købe reklameplads hos en influent, siger han.

Dansk Erhverv vil spotte snyderne

Fordi influencermarketing er et marked i vækst, vil organisationen nu begynde at inddrage problematikken omkring falske følgere og likes i de kurser og arrangementer, som allerede afholdes.

Helt konkret skal medlemsvirksomhederne klædes på til at spotte både de rigtige og forkerte influencere at indgå samarbejder med.

- Og så tror jeg også, at vi vil arbejde på at lave et lidt større event omkring det her, hvor vi både vil inddrage bloggere og nogle eksperter, som kan hjælpe os med at videreformidle, hvordan man spotter de her, der snyder på vægten, fortæller Martin Jørgensen.

Indtil videre har Dansk Erhverv ikke fået henvendelser fra medlemmer, der har følt sig snydt af influencere.

Følg dækningen af de falske følgere og likes her på dr.dk eller på Instagram-profilen @falskefolgere, hvor du også kan se endnu flere videoer om problematikken. Se desuden 21Søndag i aften, hvor der også er mere om falske følgere og likes.

Facebook
Twitter