Dansk Erhverv: Togplan er rigtig god for virksomheder

Udsigten til hurtigere tog kan give virksomhederne medarbejdere i bedre humør. Det mener interesseorganisationen Dansk Erhverv.

Det er blandt andet planen, at Aarhus Banegård skal udbygges. (Foto: DR- Johnny Krone)

Det er rigtig godt nyt for de danske virksomheder, at regeringen vil bruge milliarder på at forbedre den danske togtrafik.

Sådan lyder reaktionen fra interesseorganisationen Dansk Erhverv. De hurtigere tog kan ende med at blive en fordel, for både arbejdsgiverne og de ansatte.

- Det betyder øget produktivitet. Virksomhederne får simpelthen mere ud af medarbejderne, som både er gladere og arbejder lidt længere ved at spare den her tid, siger chefkonsulent Jesper Højte Stenbæk fra Dansk Erhverv.

Bedre rekruttering

Interesseorganisationen regner også med, at det vil blive lettere at finde de helt rette medarbejdere til landets virksomheder, og at hverdagen helt generelt bliver lettere.

- Det her giver kortere rejsetid for ansatte og for folk, der skal ud til møder og besøge kunder. Det er godt, for det giver også større mulighed for rekruttering af medarbejdere, fastslår Jesper Højte Stenbæk.

Regeringen vil bruge omkring 28 milliarder kroner på at forbedre landets jernbaner.

Målet er blandt andet, at turen fra Aarhus til København kun skal tage to timer.

Facebook
Twitter