Dansk Flygtningehjælp: Indsamling giver 18 millioner til flygtninge

Mere end 16.000 frivillige indsamlere har været på gaden for at samle ind til Dansk Flygtningehjælp.

Skuespiller Jesper Christensen og datteren Lulu Betz var også på gaden ved dagens indsamling, der har givet i alt 18 millioner kroner i Dansk Flygtningehjælps raslebøsser. (© Dansk Flygtningehjælp)

Dørklokker har ringet, og raslebøsser har raslet over det meste af Danmark i dag.

Mere end 16.000 frivillige indsamlere har været på gaden for at samle ind til Dansk Flygtningehjælp.

Og selvom resultatet er knap så godt som sidste år, er Andreas Kamm, der er generalsekretær i hjælpeorganisationen, meget taknemmelig for de i alt 18 millioner kroner, der i år er indsamlet.

- Sidste år havde vi en rekordstor indsamling delvist fordi, at flygtninge lige havde gået på de danske motorveje, og det fik mange til at føle stor trang til at gøre noget, siger han ifølge en pressemeddelelse.

Tæt på sidste års resultat

Sidste år lød resultatet af indsamlingen på i alt 20 millioner kroner, oplyser Dansk Flygtningehjælp.

Pengene blev indsamlet i kølvandet på, at ekstraordinært mange asylansøgere kom til Danmark.

- Men flygtningekrisen er langt fra forbi, blot fordi mennesker ikke længere går på motorvejene herhjemme, den vokser til gengæld støt ude i verden, siger Andreas Kamm.

Til november er det 60 år siden, at Dansk Flygtningehjælp blev grundlagt. Organisation blev dengang i 1956 startet for at kunne hjælpe ungarske flygtninge, der ankom til Danmark efter Sovjetunionens invasion af landet.

Men ifølge Andreas Kamm er der ingen grund til at fejre organisationens 60 år.

- Der er intet, vi hellere ville, end at opleve en verden, hvor der ikke er behov for os, siger han og forsætter:

- Det skylder vi verdens flygtninge, og dagens indsamling giver os en enormt stor hjælp i det arbejde.

Facebook
Twitter