Dansk forsker var bekymret, da hun så de første tilfælde med abekopper - men nu har det ændret sig

Indtil videre er abekopper ikke noget, man kan pådrage sig i fitnesscentret eller metroen, vurderer Lone Simonsen.

Der er ikke behov for masse-vaccination mod abekopper, mener Verdenssundhedsorganisationen WHO. (© DR Grafik Collage Nathalie Nystad)

I præsentationer, foredrag og sågar en bog har professor og epidemiolog Lone Simonsen længe forudsagt, at der nok ville udbryde smitte med en ny variant af kopper. At det var et spørgsmål om tid og et bud kunne være abekopper.

Hun fik ret. Helt usædvanligt har abekopper, der er mest udbredt i Afrika, bredt sig til flere lande i Europa og i dag er endnu et tilfælde bekræftet i Danmark, så vi havner på to personer indtil videre.

- Jeg er nødt til at holde op med at lave sådan nogle forudsigelser. Jeg synes, det er spooky, lyder det fra Lone Simonsen, der er professor i epidemiologi ved Roskilde Universitet og samtidig en af dem, der forudså, at verden ville blive ramt af en coronapandemi.

Hun tilføjer dog, at når det kommer til abekopper, så tror hun ikke, at vi har en pandemi på hånden.

Da hun læste om de første tilfælde i Storbritannien tidligere i maj, blev hun bekymret, fordi det ikke så ud som om, at personerne kendte hinanden eller havde andet relevant til fælles.

- Men nu har jeg det meget bedre efter at have set, at der er et klart kontaktmønster mellem mange af de cirka 100 kendte tilfælde, siger hun.

Det, man ser, er, at det særligt er unge mænd, der har rejst til festivaler, mødt hinanden, haft seksuel kontakt og mange partnere, hvilket har ført til et netværk af smittede personer, fortæller Lone Simonsen.

- Det er noget, som er en helt andet situation end en virus, der spredes demokratisk blandt alle.

Det første tilfælde herhjemme, som blev opdaget mandag, blev konstateret hos en mand, der havde været på rejse til Spanien, og det samme gør sig gældende hos det andet tilfælde, fortalte Anders Fomsgaard tidligere på morgenen til TV2-programmet Go' Morgen Danmark.

Ifølge SSI var der mandag bekræftet abekopper hos 83 personer i Europa. 23 af dem var fundet i Spanien.

Abekopper er en virussygdom, der blandt andet kan give feber og udslæt med hvide blærer.

Ekspert: Ikke noget, man kan pådrage sig i en metro eller fitnesscenter

Indtil nu viser data nemlig, at man højest sandsynligt skal være i kropskontakt - for eksempel seksuel kontakt - med et andet menneske for at få det, fortæller Lone Simonsen.

- Det er beroligende for mennesker i almindelighed, at det ikke er noget, man kan pådrage sig i en metro eller en fitnessklub.

Det er virus, hvor det gode er - hvis man kan sige det sådan - at man selv kan gøre meget for at forhindre at blive smittet, fortæller Lone Simonsen.

Tidligere i dag var Verdenssundhedsorganisationen WHO også ude at sige, at der ikke er behov for massevaccination mod abekopper.

Samtidig slår Richard Pebody, leder af WHO Europas afdeling for højrisikopatogener, fast, at det ikke er et virus, der spreder sig let, og at det indtil videre ikke har givet alvorlig sygdom.

Mandag lød vurderingen fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) også, at sandsynligheden for, at der vil komme et omfattende udbrud af abekopper i Europa, er meget lav.

Ifølge Sundhedsstyrelsen har sygdomstilfældene i Europa generelt været milde.

Hvorfor abekopper nu?

Hvorfor vi ser abekopper sprede sig, som det gør nu, er der ikke noget endeligt svar på. Men grunden til, at Lone Simonsen mente, at den kunne være på listen over sygdomme, som vi inden længe ville se en smittebølge af, skyldes, at der har været en "åbning".

For mange årtier siden holdt vi nemlig op med at vaccinere mod de dødelige kopper, hvilke har gjort, at folk under 40 år ikke er immune over for poxvirusser, fortæller Lone Simonsen.

- Flere og flere verden over er ikke immune over for den familie virus, og derfor tænkte jeg, at der var en økologisk åbning for virusset.

- Og hvis der kom en, foreslog jeg abekopper, som allerede giver udbrud i Afrika hvert år.