Dansk Hercules-fly måtte lede efter russisk atomubåd i Skagerrak

Nato bad Danmark om at finde en 150 meter lang atom-ubåd i Skagerrak onsdag. Nu er den sejlet igennem dansk farvand og holder til øst for Bornholm.

Her ses et af de billeder, som besætningen på det danske Hercules-fly tog af ubåden, og som blev sendt til Nato. Man kan se skyggen af flyet nederst i billedet. (© Air Transport Wing Aalborg)

Et af Forsvarets store Hercules-fly fik onsdag en noget uvant opgave, da det på vej fra Andøya i Nordnorge til "hjemmet" i Aalborg måtte omdirigeres for at finde en russisk atomdreven ubåd, som Nato gerne ville have styr på, hvor var.

- Fra Natos side ville man gerne være sikker på, hvor ubåden befandt sig. Vi vidste godt, at den ville komme og passere et af bælterne på vej til en stor flådeopvisning i Sankt Petersborg, men man ville være helt sikker på, hvor den var, siger major Morten Valentin Jensen, der er presseofficer ved Flyvestation Aalborg - Air Transport Wing, til DR Nordjylland.

Normalt bruger man ikke transportflyet Hercules til den slags overvågning, fortæller han.

Flyet er nemlig for stort til at manøvrere rundt med, og det er ikke er udstyret med radar eller andet overvågningsudstyr.

Måtte klemme næsen mod ruden

Derfor måtte de fem besætningsmedlemmer bruge deres øjne til at lede efter ubåden. Og det lykkedes efter bare 15 minutters søgen.

- Besætningen måtte klemme næsen mod ruden og holde øje med alt, de kunne se ud af vinduerne på flyet, og så måtte de scanne hele Skagerrak på den måde. Men at flyve lavt og holde øje med ting er de godt trænet i, så de var også godt tilfredse med, at de fandt den så relativt hurtigt, siger major Morten Valetin Jensen.

For en uge siden skrev det uafhængige medie The Barents Observer ifølge Nordjyske, at den russiske atomdrevne ubåd Orel igen skulle igennem dansk farvand for at deltage i en flådeparade i Sankt Peterborg sidst i juli.

Hver gang den eller andre ubåde kommer gennem dansk farvand, skal de sejle i overfladen og ikke dykke ned. Det skyldes blandt andet, at man gerne vil undgå ulykker, da de danske bælter er meget smalle. Derfor bliver der holdt godt øje med den russiske ubåd, som i dette tilfælde er 150 meter lang.

- Det er altid interessant, når der kommer russisk materiel igennem de danske farvande. Det holder vi generelt øje med. Og med den her ubåd ville man se, om der var noget nyt omkring den, siger Morten Valentin Jensen.

Befinder sig lige nu øst for Bornholm

Hercules-besætningen tog nogle billeder af ubåden, som blev sendt videre til Nato, og så fløj de i øvrigt hjem igen til Flyvestation Aalborg.

Forsvarskommandoen bekræfter over for DR Nyheder, at en ubåd af Oscar II-klassen, som bliver drevet af to reaktorer og har plads til i alt 120 besætningsmedlemmer og 24 krydsermissiler, sejlede igennem Storebælt i går. Der er formentlig tale om ubåden Orel, der er af samme type som ulykkes-ubåden Kursk.

Der er formentligt tale om ubåden Orel, der ligger i Barentshavet og skal gennem dansk farvand for at komme til Sankt Petersborg. (© Air Transport Wing Aalborg)

Kort efter klokken 16 lå ubåden syd for Gedser, og nu befinder den sig i Østersøen - mere præcist øst for Bornholm her til morgen - men ifølge Forsvaret nok længere ude, end man vil kunne se den fra land.

Ubåden følges nu tæt af det svenske forsvar.

Ved ikke, hvad ubåden har af våben

Sidst atomubåden Orel sejlede gennem dansk farvand, var i 2018, da den også dengang skulle til Flådens Dag i hjemlandet. Her fik den blandt andet følgeskab af en missilcruiser, en destroyer og et hjælpefartøj.

Det havde den ifølge Forsvarskommandoens presseansvarlige, Lars Skjoldan, ikke denne gang - den sejlede alene. Men han oplyser, at man på grund af den kommende flådeopvisning forventer flere russiske flådefartøjer, der vil passere gennem de danske bælter den næste tid, og at der allerede har været andre igennem.

Hercules-flyet er Forsvarets store transportfly. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Hvilke våben, der er ombord på ubåden, vides ikke.

- Den har kapacitet til at transportere krydsermissiler. Men hvad den er udstyret med, ved jeg ikke. Vi har kontrol over, hvad der sker. Vi følger udviklingen. Det gør vi altid, siger major Kristina Swaan, pressevagt for det svenske forsvar, til svenske SVT ifølge Ritzau.

Lars Skjoldan oplyser, at russerne slet ikke behøver oplyse, hvad de sejler med, når de sejler igennem national farvand, hvilket er tilfældet her.

- De overholder reglerne. Det er meget sjældent, der er problemer med det, siger han.

Ved sejladser gennem nationale farvande skal ubåde holde sig over vand, overholde sejlrender og sejle "lige igennem" uden stop.

Rettelse: Det har tidligere fremgået af artiklen, at der var regler gældende i 'internationale farvande'. I dette tilfælde skal der stå 'nationale farvande'.

Facebook
Twitter