Dansk Industri bekymrer sig over dårlig omtale af Danmark

Underdirektør mener, at satiretegning af Lars Løkke Rasmussen og danske virksomheder er langt over stregen.

Danske Lego er blandt de virksomheder, der bliver hængt ud i en satiretegning i dag. Dansk Industri mener ikke, det får nogen effekt på kort sigt. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

- Når der er negativ omtale af Danmark, som der er i dag, så er det selvfølgelig altid bekymrende.

Ordene er nogle af de første, der falder fra Peter Thagesen, der er underdirektør i Dansk Industri, da han bliver bedt om at forholde sig til den satiretegning, der i dag pryder den engelske avis The Guardian.

Han mener, at tegningen ”på alle måder er over stregen”, men minder samtidig om, at der er en kulturel forskel mellem Danmark og Storbritannien.

- Man skal huske på, at man har en satire-kultur i Storbritannien, som er meget, meget hård, siger han.

Umiddelbart tror han ikke, at den dårlige omtale af Danmark, der er fundet sted i internationale medier over de seneste par døgn på baggrund af vedtagelsen af en strammere udlændingelov, får nogen konsekvenser.

- På den korte bane, nej. Men i omfang der måtte være misforståelser af Danmark i udlandet, så er det vigtigt, vi får sat massivt ind for at rydde de misforståelser af vejen.

DI: Danske diplomater skal stoppe misforståelser

Han foreslår, at regeringen giver ambassadører og diplomater til opgave at få udryddet misforståelser ude i de lande, hvor der i øjeblikket bliver skrevet om Danmark. Samtidig lyder opfordringen hos Dansk Industri, at der bliver tænkt mere over, hvordan kommunikationen om flygtningespørgsmålet bliver håndteret fra politisk hold.

- I udlandet putter man tit flere nuancer ind i sit sprog. Det er vigtigt, vi forstår, at når man kommunikerer nationalt i dag, så kommunikerer vi også internationalt, siger han.

På tegningen, som den engelske stjernetegner Steve Bell står bag, bliver der også draget referencer til Lego. Umiddelbart tror Peter Thagesen ikke, at det får konsekvenser for virksomhedens salg på de britiske øer.

- Nej, det tror jeg ikke, svarer han.

https://twitter.com/guardian/status/692121891813867524

Facebook
Twitter