Dansk krigsskib sejler mod Middelhavet i dag: Skal fjerne kemiske våbenrester fra Libyen

Danmark skal deltage i en international operation, der skal fjerne de sidste kemikalier, som har været en del af Libyens kemiske våbenprogram.

Kommandørkaptajn Per Moll Petersen, chef for Absalon.

I dag stævner et af Søværnets største krigsskibe, Absalon, ud fra den danske kyst med kurs mod Middelhavet.

Her skal skibet hjælpe det nordafrikanske land Libyen med at transportere resterne fra landets kemiske våbenlager til destruktion i Tyskland.

- Vi er blevet bedt af det internationale samfund om at støtte op omkring fjernelse af de sidste kemikalier, som har været en del af Libyens kemiske våbenprogram, siger kommandørkaptajn Per Moll Petersen, der er chef for krigsskibet Absalon.

Afgangen sker samme dag, som Folketinget førstebehandler regeringens beslutningsforslag om dansk deltagelse i den internationale maritime operation, og selvom Folketinget først på fredag sidstebehandler beslutningsforslaget, sejler Absalon af sted i dag.

- Vi kan lægge os ud i et område, hvor vi gerne må være. Det kræver ikke diplomatiske godkendelser, og så er vi klar til at blive indsat, ligeså snart der ligger en politisk godkendelse, eller vi bliver efterspurgt, siger Per Moll Petersen.

- Det er ikke usædvanligt, at vi drager af sted, før mandatet er klart.

- Vi ved også, baseret på de drøftelser der har været på det politiske niveau, at der er bred opbakning til, at vi skal løse den her opgave, og derfor har jeg en klar forventning om, at vi den 19. august vil få et mandat fra Folketinget, og så kan vi blive indsat.

Absalon er et af Søværnets to største krigsskibe og har før været med til at bekæmpe pirater i Det Indiske Ocean. Søsterskibet Esbern Snare var for to år siden med til at transportere kemiske stoffer ud af Syrien.

Operationen er stor, og besætningen på Absalon skal blandt andet være med til at yde beskyttelse og beredskab i forhold til det handelsskib, der skal stå for selve transporten, fortæller chefen for Absalon.

- Det er en stor operation, for så vidt angår, at vi skal bruge bidrag fra både det civile beredskab og fra Forsvaret generelt, siger Per Moll Petersen og nævner, at både Beredskabsstyrelsen, Skat, Forsvarets Sundhedstjeneste, Flyvevåbnet, Hæren, specialoperationskommandoen og Søværnet som den største bidragsyder deltager i operationen.

Hør talen til besætningen her:

Den danske udenrigsminister Kristian Jensen (V) har tidligere udtalt, at baggrunden for operationen er at mindske udbredelsen af kemiske våben i verden og sikre, at de kemiske våbenrester ikke falder i hænderne på ekstremistiske grupper i Libyen - herunder terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Det er den FN-støttede libyske samlingsregering, der har anmodet det internationale samfund om hjælp.

Facebook
Twitter