Dansk kvindekamps vigtigste begivenheder: Fra 12 breve til millioner af hashtags

12 breve kickstartede de danske kvinders kamp for samme rettigheder som mænd.

- For at blive ved med at skabe ændringer og fremme kvindekampen, bliver man nødt til at gøre det kollektivt, ligesom man har set med alle de andre store bevægelser mod en gammeldags politisk sammenfattende vision, siger ekspert Jytte Larsen, (Foto: Geert Bardrum © Scanpix)

Det var et vigtigt skridt for danske kvinders rettigheder, da de for 103 år siden fik stemmeret med en ny grundlov i 1915.

Grundlovsændringen kom efter mange års kamp for kvinders rettigheder - en kamp, der stadig fortsætter i Danmark såvel som resten af verden, og som i dag markeres med Kvindernes Internationale Kampdag.

I anledningen af kvindernes kampdag har historiker og ligestillingsekspert Jytte Larsen set tilbage på de bevægelser, der gennem tiden har gjort en forskel for kvindekampen og fremmet ligestilling.

Det seneste skud på stammen er #metoo-bevægelsen og fjerdebølge-feminismen. Men inden der blev sat fokus på hverdagssexisme og kvinders seksuelle frigørelse, skulle mange andre skelsættende bevægelser og begivenheder først opstå:

1851

Den første store kønspolitiske diskussion opstod, da Mathilde Fibiger udgav bogen 'Clara Raphael: 12 breve', som handler om ligestilling. Det var første gang en dansk kvinde ytrede sig i den offentlige debat om kvindeundertrykkelse.

- Det er små bølgeskvulp. Her får vi for første gang en stor debat, der giver politisk genlyd. Politikerne diskuterede det og refererede til det, fortæller Jytte Larsen.

Samme år grundlagde Nathalie Zahle en af de første pigeskoler, som gav piger en meget bedre uddannelse, end hvad de ellers fik i det offentlige skolevæsen.

- Uddannelse er jo alfa og omega. Man kan nærmest sige, at Zahle og de andre var med til at opfostre den generation af kvindesagskvinder, som endte med at kæmpe valgretskampen.

1857

Fordi der nu var sat gang i den offentlige debat om kvinders rettigheder, begyndte man både i samfundet og i politikerkredse at diskutere problemstillingen.

I 1857 blev den første ligestillingslov vedtaget, som gjorde ugifte kvinder myndige.

Det var første gang, at et ligestillingsproblem vækkede opsigt og fik et gennemslag i det politiske system og i lovgivningen.

1871

På initiativ fra Matilde og Fredrik Bajer blev Danmarks første kvindeorganisation, Dansk Kvindesamfund, stiftet i 1871.

Dansk Kvindesamfund fik dog senere kvinder til at deltage i debatten, især med deres tidsskrift Kvinden og Samfundet som blev afgørende for den kvindesaglige debat og påbegyndelsen af valgrets-kampen.

- Det var jo helt uhørt, at kvinder overhovedet deltog i den offentlige debat på det tidspunkt. Kvinder hørte til hjemme i privatsfæren, siger Jytte Larsen.

1870'erne og 1880’erne

Kvinderne begyndte at komme ud på arbejdsmarkedet på grund af industrialiseringen.

Kvinderne måtte dog ikke være med i mændenes fagforeninger, fordi der i samfundet herskede en opfattelse om, at kvinder ikke hørte til på arbejdsmarkedet.

Kvinderne dannede derfor deres egne fagforeninger, som også kæmpede for kvindevalgret.

- Med kvindernes indtog på det danske arbejdsmarked begyndte nye uligheder mellem mænd og kvinder at vise sig. Især forventningerne til kvindernes rolle i familielivet og hjemmet spændte ben for kvinders mulighed for at fokusere på karrieren, siger Jytte Larsen.

I 1875 fik de første kvinder også adgang til universitetsuddannelserne – tidligere var kvinder begrænset til at uddanne sig til lærerinder eller sygeplejersker.

1915

I slutningen af 1880'erne begyndte de nystiftede kvindeorganisationer at kræve lige rettigheder, og det satte gang i kampagnerne for kvinders stemmeret.

- Der begyndte at opstå en forståelse for, at det var fuldstændigt urimeligt, at kvinder ikke havde de samme rettigheder som mænd. Det kulminererede med grundloven i 1915, siger Jytte Larsen.

Kvindevalgretsforeningernes hårde arbejde gav pote for kvinderne med grundlovsændringen.

- Herfra er der jo i princippet - på papiret - formel ligestilling i Danmark. Her slutter den direkte kønsdiskrimination bortset fra få punkter, som at kvinder ikke får lov til at blive præster eller deltage i militæret, siger Jytte Larsen og fortsætter:

- På papiret har kvinder herfra de samme rettigheder som mænd. Der skulle så gå temmelig lang tid, før det skete i praksis.

I 1920'erne kom der flere love som gav kvinderne ligestilling i ægteskabet. Men på det tidspunkt havde man ikke det velfærdssamfund, der gør det muligt for gifte kvinder at indgå på arbejdsmarkedet på lige fod med mænd.

Derfor opstod daginstitutionerne og andre pasningsmuligheder, og kvinder var dermed ikke længere afhængige af ægteskabet og af deres ægtemænd til at forsørge dem.

1960'erneog 1970'erne

Rødstrømpebevægelsen, som i dags også kaldes feminismens anden bølge, resulterede i midten af 1960'erne i, at der blev sat gang i kønsforskning, og der blev krævet seksuel frugøres med p-pillen og fri abort.

- Kvinder havde tidligere været hæmmet af, at de ikke kunne styre deres egen reproduktion og hvor mange børn, de skulle have. Det gjorde, at de ikke fungerede særlig godt på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt. Muligheden for at bestemme over deres egen krop, skabte et kæmpe fremskridt, siger Jytte Larsen.

(Foto: BENT K. RASMUSSEN)

I løbet af 1960'erne og 1970'erne opstod der mangel på arbejdskraft i Danmark, og det var med til at skabe endnu et nybrud for kvindernes position på arbejdsmarkedet, hvor kvinder blev hentet ind som arbejdskraft i stedet for, at virksomhederne hentede udenlandsk arbejdskraft.

Det har bidraget til den form, det danske samfund har i dag – hvor kvinder og mænd er nogenlunde ligeligt repræsenteret i arbejdsstyrken.

2000’erne

Omkring årtusindeskiftet skete der en udvikling i den kønsforskning, som Rødstrømpebevægelsen havde sat gang i.

Kvindekampen handlede i anden bølge-feminismen ikke så meget om en politisk bevægelse længere, men kom mere til udtryk som en videnseksplosion inden for kønsforskning.

Det er denne opmærksomhed i forskningen af køn, som bliver kaldt for den tredje akademiske bølge af feminismen.

Fokus skiftede fra kvinder, som i de første to bølger, til at fokusere på køn generelt og hvordan for eksempel race og klasse også spillede ind i undertrykkelse. Fra at betragte kvinden som en fast kategori som tidligere, gik man over til at se på, hvordan kvinder også var forskellige, og hvad det betød for deres undertrykkelse.

- Den tredje bølge er svær at definere. Jeg tror, at den bliver kaldt for den tredje bølge, fordi at lige pludselig så kom der nogen og hævdede, at de var den fjerde bølge – og de råbte jo meget højt, siger Jytte Larsen.

2010’erne

Den seneste feministiske bølge er nummer fire i rækken og kaldes derfor for fjerde bølge.

Ligesom i den tredje bølge, handler det ikke så meget om en politisk bevægelse, men mere om sexisme, og kvinders ret til en ligestillet seksualitet.

Her er nogle af de mest kendte debattører Emma Holten, der blev offentlig kendt for at gøre begrebet hævnporno på mediernes og befolkningens dagsorden.

Derudover har gruppen 'Girl Squad', som består af Louise Kjølsen, Ekaterina Andersen og Nikita Klæstrup, trukket adskillige overskrifter - blandt andet da de udgav bogen Ludermanifestet.

- Ludermanifestet bliver kritiseret for at have fokus på den kropslige og seksuelle frigørelse, selvom de har en god pointe i, at der ikke kan være fuld ligestilling, før en kvinde ikke længere kan blive sat skakmat og udskammet på grund af sin seksualitet, siger Jytte Larsen.

Girl Squad består af Louise Kjølsen, Ekaterina Andersen og Nikita Klæstrup. (Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen © Scanpix)

2017

Fjerdebølgefeminismen fik ekstra vind i sejlene i 2017, da kvinder verden over satte fokus på sexchikane og mænds magtmisbrug af kvinder med #MeToo-bevægelsen.

- Nu får vi en ny bevægelse som handler om krænkelserne af kvinders seksualitet og krop. Det er først sket nu, fordi vi er blevet bildt ind, at kvinder havde seksuel ligestilling, siger Jytte Larsen og fortsætter:

- Selvom kvinder måske har følt, at de ikke var ligestillet, har de holdt det for sig selv. Men lige pludseligt er det blevet flyttet fra at være ens egen personlige skam til en kollektiv uretfærdighed – og så går det stærkt.

#MeToo-bevægelen er noget, som Jytte Larsen håber, vil blive anset som milepæle i kvindekampen om 50 år.

Hun mener, at der måske er ved at komme en erkendelse af, at der stadig er ting på ligestillingsfronten, der ikke er opnået endnu - som at kvinder rent faktisk ikke har den samme seksuelle frihed som mænd har.

- For at blive ved med at skabe ændringer og fremme kvindekampen, bliver man nødt til at gøre det kollektivt, ligesom man har set med alle de andre store bevægelser mod en gammeldags politisk sammenfattende vision.

- Det mangler feminismen i øjeblikket, men det kan være, at det kommer, for der er jo simpelthen så mange mennesker der har været tavse i så lang tid, siger Jytte Larsen.

Facebook
Twitter