Dansk læge i anerkendt tidsskrift: Forbyd omskæring af børn

Alvorlige fysiske men og i værste fald døden er, hvad små børn risikerer, hvis de bliver omskåret, derfor bør det forbydes, lyder det fra 38 førende læger.

Læger kloden rundt går nu til angreb på rituel omskæring af drenge. Se 21 Søndag, der også har været inde i Syrien, hvor borgerkrigen nu har raset i over to år. Vært Kåre Qvist

En dansk læge udgiver mandag en artikel i det anerkendte lægetidsskrift Pediatrics. Budskabet er simpelt: Stop omskæring af nyfødte drengebørn.

Forfatteren bag artiklen, overlæge Morten Frisch, mener nemlig, at risiciene ved omskæring af nyfødte drengebørn overstiger de sundhedsmæssige fordele - og derfor bør man stoppe med at omskære drengebørn, som det er en tradition at gøre inden for jødedommen og islam.

- Artiklens budskab er, at drenge selv skal bestemme over deres egen krop, siger Morten Frisch, der er overlæge ved Statens Seruminstitut og adjungeret professor ved Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet, til DR Nyheder.

Kan risikere at dø

Morten Frisch anslår, at to-tre procent af drengene får problemer i forbindelse med omskæringen.

- Akut kan det gå helt galt - barnet kan i værste fald dø. Men der er også akutte former for problemer i form af blødninger og infektioner, og derudover kommer senere hen de problemer af psykologisk karakter, af fysisk karakter, af seksuel karakter, siger Morten Frisch.

Artiklen er ikke bare den danske læges ord. Den er underskrevet af 38 andre førende overlæger, forskere og professorer fra Europa og Canada.

(© DR)

Stor debat

Den danske læges artikel sætter nu gang i en international debat. For mens cirka 75 procent af de amerikanske mænd er omskåret, vurderede en domstol i tyskland i sommer, at omskæring mod børn er vold.

- De amerikanske børnelæger er de eneste læger i verden, der har udsendt en rapport, som konkluderer, at der er flere fordele end ulemper ved omskæring. Og det er vi lodret uenige i, siger Morten Frisch.

Skal stoppes i Danmark

Ingen ved præcis, hvor mange der omskæres i Danmark, men der gættes på omkring 2000.

- Jeg håber, at denne artikel vil medføre en politisk debat om, hvordan vi kan stoppe drengeomskæring i Danmark, siger Morten Frisch.

Tilbage i 2005 blev det forbudt ved lov at omskære nyfødte piger.

Frygt ikke blevet virkelighed

Dengang lød argumentationen MOD et forbud, at der ville komme markant flere tilfælde, hvor det ville gå galt, fordi folk så ville gøre det ureglementeret eller uden for landets grænser, hvor der ikke var ordentlige lægelige forhold.

- Den frygt havde vi også oppe at diskutere dengang. Nu er der kommet et forbud mod pigeomskæring, og vi har ikke set den ulykkelig konsekvens med piger, der kommer ind og er blevet lemlæstet hjemme på køkkenbordet, siger Morten Frisch.

DR Nyheder ville gerne have forholdt sundhedsminister Astrid Krag (SF) artiklen, men hun har ikke ønsket at medvirke. Ministeren oplyser dog i en mail, at Sundhedsstyrelsen er i gang med at kortlægge de eventuelle fordele og ulemper med omskæring.

Facebook
Twitter