Dansk mand blev tilbudt handel med missiler og narko under møder med nordkoreanere

- Det vil bekymre alle lande, at en privat forretningsmand kan få tilbudt missiler af Nordkorea, siger ekspert.

Danske Jim Latrache-Qvortrup fotograferet under et møde i Uganda sammen med en repræsentant fra det nordkoreanske regime, der kaldte sig Mr. Danny. (Foto: Jonas Berlin © Piraya Film I and Wingman Media)

På møder rundt i verden er en dansk mand blevet tilbudt våben af folk, der har præsenteret sig som repræsentanter fra regimet i Nordkorea.

Den danske mand har givet sig ud for at være en investeringsvillig oliemilliardær, og han er af nordkoreanerne blevet tilbudt forskellige typer af våben fra maskinpistoler til ballistiske missiler.

Det fremgår af ”Muldvarpen - undercover i Nordkorea” en ny dokumentarserie på DR, der er instrueret af den danske journalist Mads Brügger.

Møder filmet med skjult kamera

I dokumentarserien hyrer Mads Brügger danske Jim Latrache-Qvortrup til at spille rollen som den danske, falske investor med kaldenavnet Mr. James.

Danske Jim Latrache-Qvortrup udgav sig i tre år for at være en oliemillærdær villig til at investere i ulovlige varer fra Nordkorea som en del af et dokumentarprojekt af instruktør Mads Brügger. (Foto: Jonas Berlin © Piraya Film I og Wingman Media)

Dokumentarseriens formål med at opfinde en falsk investor er at undersøge, hvad repræsentanter fra det nordkoreanske regime vil tilbyde af ulovlige varer, hvis de bliver stillet store pengebeløb i udsigt. Tilbud, der strider mod de hårde handelssanktioner, som Nordkorea er underlagt.

Med hjælp fra den internationale koreanske venskabsforening (KFA) lykkes det Mr. James at få forretningsmøder i stand med folk, der i dokumentarserien fremstår som repræsentanter fra det nordkoreanske regime.

Møderne fandt ifølge dokumentarserien sted fra 2016 til 2019 i lande som Nordkorea, Uganda, Kina og Cambodia. Og alle møderne blev filmet – enten med skjult kamera eller under dække af at være optagelser til propaganda om Nordkorea eller filmoptagelser om Mr. James’ liv.

Aftale om guld, våben og stoffer

Et af de mest bemærkelsesværdige møder fandt sted i Nordkoreas hovedstad Pyongyang i 2017. Her skrev den falske investor, Mr. James, under på en aftale om ”erhvervssamarbejde og investering”.

Aftalen blev også skrevet under af Kim Ryong Chol, der i kontrakten bærer titlen præsident for det nordkoreanske firma, Korea Narae Trading Corporation.

I klippet her fra dokumentarserien kan du se, hvordan Mr. James og den mand, der siger, at han er Kim Ryong Chol, trykker hænder, efter aftalen er underskrevet.

DR har set aftalen, hvor de to parter skriver under på et samarbejde om ”udviklingen og driften af en guldmine” i Nordkorea. Et samarbejde om i et tredje land at etablere en fabrik, der skal ”producere militært udstyr” og producere stoffer som ”metamfetamin og retalin”.

Det fremgår af aftalen, at det er Mr. James, der skal levere penge til at realisere projekterne. Som modydelse skal Nordkorea skal stå for at give adgang til guld, militært udstyr, teknisk udstyr og mandskab.

  • Aftalen underskrevet af Kim Ryong Chol og Jim Latrache-Qvortrup (Mr. James) i Pyongyang i januar 2017. (© Piraya Film I og Wingman Media)
  • Uddrag fra aftalen, hvor det fremgår, at aftalen blandt andet handler om et samarbejde om guldmine i Nordkorea. (© Piraya Film I og Wingman Media)
  • Uddrag fra aftalen, hvor det fremgår, at aftalen også handler om produktion af militært udstyr i et tredje land. (© Piraya Film I og Wingman Media)
  • Endnu et uddrag fra aftalen, hvor det fremgår, at aftalen også handler om produktion af metamfetamin og retalin i et tredje land. (© Piraya Film I og Wingman Media)
1 / 4

Verdens bedste metamfetamin

To førende eksperter i nordkoreanske forhold har set dokumentarserien Muldvarpen, og DR har vist dem de dokumenter, våbenlister og kontrakter, der indgår i serien.

Den ene ekspert er britiske Hugh Griffiths, der fra 2014 til 2019 var leder af den ekspertgruppe i FN, der overvåger, om der sker brud på FN’s sanktioner mod Nordkorea.

Den anden ekspert er Remco Breuker, der er professor i koreanske studier ved Leiden Universitet i Holland.

Begge eksperter genkender fra deres arbejde og fra FN-rapporter den ulovlige måde, som de nordkoreanske repræsentanter i dokumentarserien forsøger at tjene penge på til det nordkoreanske regime.

Det er ifølge eksperterne tidligere dokumenteret, at repræsentanter fra det nordkoreanske regime holder møder i udlandet om våbenaftaler. Det er set før, at Nordkorea etablerer våbenfabrikker i andre lande, og landet er kendt for sin produktion af det narkotiske stof metamfetamin.

- Nordkoreas produktion af methamfetamin er ret berømt. De har produceret det i årtier, og rygtet siger, at det er verdens bedste metamfetamin, siger Remco Breuker.

Som en James Bond-film

Både Hugh Griffiths og Remco Breuker vurderer, at dokumentarserien udstiller, hvor desperat Nordkorea er for at skaffe penge under de hårde handelssanktioner, landet er underlagt.

- Grunden til, at de sælger våben, er at tjene penge. Det er en af de eneste ting, de producerer, som de så kan sælge for euro, dollars eller anden udenlandsk valuta. Det er et meget fattigt land med en frygtelig masse våben, siger Hugh Griffiths.

- De har konstant brug for at sende folk til udlandet for at opfinde planer, der minder om noget fra en James Bond-film, men viser sig at være virkelighed, siger Remco Breuker.

Mr. James kunne være terrorist

For Hugh Griffiths er det mest iøjnefaldende i dokumentarserien, at en privat forretningsmand som Mr. James på så kort tid kan få møder i stand om våbenaftaler med repræsentanter fra det nordkoreanske styre. Og at møderne tilsyneladende sker, uden at nordkoreanerne tjekker Mr. James’ baggrund.

- Fra en mere strategisk synsvinkel må det være bekymrende for samtlige regeringer lige fra USA, Kina, Rusland til Frankrig, at en privat forretningsmand kan troppe op i Pyongyang og få tilbudt al den ballistiske missilteknologi, hvis rækkevidde vil kunne nå mange forskellige steder i verden, og som også kan bruges som base for nukleare sprænghoveder, siger Hugh Griffiths.

Hør Hugh Griffiths analyse i videoen her.

Prislister på missiler

I august 2017 – et halvt år efter mødet i Pyongyang - rejser den falske investor Mr. James til Uganda. Her mødes han med en håndfuld mænd, der siger, at de er repræsentanter fra det nordkoreanske styre.

En af mændene kalder sig Mr. Danny, og han præsenteres i dokumentarserien som international våbenhandler fra Nordkorea.

Mr. Danny giver Mr. James et indblik i, hvad Nordkorea kan tilbyde af våben.

- Vi kan udstyre dig med alt fra små våben til store missiler, siger Mr. Danny i dokumentarserien.

Angreb på droner

På intet tidspunkt betaler Mr. James eller producenterne bag dokumentarserien penge til Nordkorea for våben, stoffer eller andre ulovlige varer. Men Mr. James fortsætter sit spil som hovedrig investor frem til 2019.

Et af møderne finder ifølge dokumentarserien sted i Beijing, hvor en mand, der fremstår som repræsentant for det nordkoreanske styre, siger sådan her til Mr. James:

Det sidste møde mellem repræsentanter fra det nordkoreanske styre og Mr. James finder ifølge dokumentarserien sted i april 2019.

Her mødes Mr. James igen med den nordkoreanske våbenhandler Mr. Danny – denne gang i Cambodias hovedstad, Phnom Penh. Mr. Danny viser den danske investor flere prislister over våben, der er udstyret med forskellige numre.

- Nummer 11 kan angribe en drone. den sender en meget kraftig impuls mod dronen, og så falder dronen ned, siger Mr. Danny i dokumentarserien.

Se klippet fra dokumentarserien, hvor Mr. Danny viser Mr. James våbenlister.

DR har set listerne, der indeholder priser på våben som missiler, maskinpistoler, granater og forskelligt elektronisk krigsudstyr som droner. Både Hugh Griffiths og Remco Breuker finder våbenlisterne for troværdige.

- Nordkorea har Scud C ballistiske missiler. De har udviklet Scud E ballistiske missiler og alle de mindre våben og lette våben, jeg har set i kontrakten, siger Hugh Griffiths.

Uddrag af de våbenlister, som Mr. Danny viser Mr. James i dokumentarserien "Muldvarpen - undercover i Nordkorea". (© Piraya Film I og Wingman Media)

Hvem snyder hvem i sidste ende?

Efter mødet i Phnom Penh i april 2019 beslutter instruktør Mads Brügger, at Mr. James skal forsvinde fra forhandlingerne med nordkoreanerne. Mads Brüggers vurdering er, at rollespillet ikke kan drives længere, uden at Mr. James skal have penge op af lommen for at betale for våben.

Jim Latrache-Qvortrup, som spiller Mr. James, stopper derfor ifølge dokumentarserien med at besvare telefonopkald og e-mails, når de kommer fra personer, der har været involveret i hans falske nordkoreanske forretningseventyr.

Hvad der ville være sket, hvis Mr. James havde overført penge til nordkoreanerne, er derfor ikke til at sige. Men ifølge Hugh Griffiths er det langt fra sikkert, at Mr. James havde fået våben, stoffer eller guld retur:

- Spørgsmålet er, hvem der forsøgte at fuppe hvem? For Nordkorea har en lang tradition for, selv inden sanktionerne, at forsøge at flå deres udenlandske kunder. Og der er masser af eksempler på folk, der har fået tilbudt aktier i guldminer.

- Det står klart, at penge styrer, og at deres desperation er så stor, at de er villige til at lægge alle de tilbud på bordet.

Ingen kommentar fra Nordkorea

Producenterne bag dokumentarserien Muldvarpen har i september i år oplyst det nordkoreanske styre om, at Mr. James i virkeligheden var en falsk forretningsmand.

Det er sket gennem Nordkoreas ambassadør i Sverige, der er blevet forelagt den kritik, der rejses mod Nordkorea og mod de repræsentanter fra Nordkorea, som medvirker i dokumentarserien.

Hverken Nordkoreas ambassadør eller andre repræsentanter fra det nordkoreanske styre har svaret på den forelagte kritik.

  • ’Muldvarpen – Undercover i Nordkorea’ er en dokumentarserie instrueret af Mads Brügger og produceret af selskaberne ’Wingman Media’ og ’Piraya Film’.

  • Dokumentarfilmen er en co-produktion med BBC Storyville, NRK, SVT og DR.

  • Filmen handler om en dansk familiefar, der igennem ti år infiltrerer den internationale nordkoreanske venskabsforening. Undervejs kommer han til at deltage i forhandlinger med repræsentanter fra regimet om køb af våben og narkotika.

  • Som muldvarp i dokumentarserien er han med til at afdække, hvordan nordkoreanere forsøger at skaffe dollars og olie til regimet i Pyongyang gennem brud på internationale sanktioner.

  • I dokumentarserien benyttes skjult kamera og agent provocateur – en figur, som produktionsselskabet har opfundet i forsøget på at afdække nordkoreanernes reelle intentioner. Begge metoder er taget i brug for at dokumentere brud på internationale sanktioner, en dokumentation der ikke ville kunne fremskaffes på anden vis.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter