Dansk og grønlandsk glæde over Thule-aftale med USA: Det skal sikre flere arbejdspladser

USA smider tocifret milliardbeløb i Thulebasen over de næste 12 år.

Thulebasen bliver blandt andet brugt til at beskytte amerikanerne mod missilangreb ved hjælp af radaranlæg, (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Knap 28 milliarder kroner.

Så mange penge investerer USA i en kontrakt med det grønlandskejede selskab Inuksuk over de næste 12 år. Pengene skal gå til at vedligeholde militærbasen Thule i det nordvestlige Grønland.

Investeringen kommer samtidig med, at isen i Det Arktiske Hav i stigende grad smelter, og lande som Rusland og Kina forsøger at få adgang til råstoffer og nye handelsruter fra Asien til Europa.

Ifølge den amerikanske ambassade i København skal der leveres tjenester, der blandt andet omfatter flyvepladsoperationer, ingeniørprojekter, miljøstyring, fødevareservice og sundhedsydelser.

Kontrakten træder allerede i kraft til årsskiftet, hvorefter Inuksuk overtager driften og vedligeholdelsen helt fra 1. oktober 2023.

Thulebasen i det nordvestlige Grønland ligger i et af de mest isolerede steder i verden. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Tæt og respektfuldt samarbejde

Vivian Motzfeldt, der er grønlandsk minister for udenrigsanliggender, kalder det for en glædelig nyhed.

- Resultatet sender også et signal om, at et tæt og respektfuldt samarbejde mellem USA, Danmark og Grønland kan skabe et resultat, vi alle kan være tilfredse med. Det er vi glade for, siger hun ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq.gl.

Vivian Motzfeldt håber på, kontrakten vil føre til flere job i Grønland. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

Hun håber, at de store investeringer vil føre til job og praktikpladser til grønlænderne.

Danmarks nye udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), er også glad for aftalen.

- Formålet med de her forhandlinger har været at sikre Grønland og det grønlandske folk størst mulig nytte af USA's militære tilstedeværelse. Det synes jeg er lykkedes med det resultat, der ligger på bordet, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Ligesom Vivian Motzfeldt ser han også gode muligheder for jobskabelse og oprettelse af lærlinge- og praktikpladser.

Forsker: En klar oprustning

Marc Jacobsen, der er adjunkt ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, ser den amerikanske investering som et udtryk for en klar oprustning i Arktis.

- Det er uden tvivl en oprustning. Det er noget, vi har set de seneste fem år, at USA er vågnet op og har indset, at det, der foregår i Arktis, har betydning for dets nationale sikkerhed, siger Marc Jacobsen til Ritzau.

Han peger netop på Kina og Rusland som årsagerne. Kina er nemlig interesseret i de økonomiske fordele ved afsmeltningen af isen. Samtidig er russerne allerede til stede i området, fordi de er naboer til Grønland henover Nordpolen.

Selskabet Inuksuk er et joint venture-selskab. Byggeselskabet Permagreen Grønland, der delvist ejes af den danske entreprenør Per Aarsleff, ejer 51 procent af Inuksuk.

Det amerikanske selskab Vectrus Services Greenland ejer de resterende 49 procent. Det var Vectrus Services Greenland, der tidligere stod for servicekontrakten.

Thulebasen i det nordvestlige Grønland. Alle rør på basen går over jorden for at undgå, at de fryser til. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Kontrakten har også forbedret forholdet mellem USA, Danmark og Grønland. Det var en stor hæmsko for forholdet, da servicekontrakten i perioden siden 2014 udelukkende gik til amerikanske Vectrus Services.

Dengang mistede Grønland en stor økonomisk fortjeneste, påpeger Marc Jacobsen over for Ritzau.

- Det er meget centralt og vigtigt for Grønland, at landet får noget økonomisk ud af Thulebasen igen, siger han.

Journalist og forfatter Martin Breum, der har indgående kendskab til Arktis, siger til P1 Orientering, at USA's interesse i Thule skyldes radarstationen, som forsvarer USA mod angreb.

- Det er her er missiler fra Rusland eller andre steder nordfra skal opfanges og ses, inden de når USA. Derfor går man ikke på kompromis, heller ikke med den civile del af det, siger han.

Du kan høre hele interviewet med Martin Breum i 'P1 Orientering':

Lørdag 17. dec. 2022