Dansk politi med i kæmpe politiaktion: 150.000 personer bestilte fire millioner cyberangreb

Seks danskere er sigtet for at bestille cyberangreb på nettet.

Seks danskere er sigtet for at bestille DDos-angreb på internettet.

EU's politienhed, Europol, har slået til mod verdens største hjemmeside, hvor man kunne bestille DDos-angreb, og lukket siden ned.

Her har de også anholdt bagmændene bag siden, som indtil sidste år fungerede under domænet webstresser.org.

Desuden har Europol identificeret 150.000 brugere af hjemmesiden, der tilsammen har bestilt fire millioner angreb.

Det skriver Europol i en pressemeddelelse.

Efterfølgende er politiet i sammenlagt 20 lande blevet tilknyttet efterforskningen.

I Danmark har det ført til seks sigtelser - heraf blev to anholdt. Desuden har man fundet frem til en række mindreårige, hvor politiet efterfølgende har haft præventive samtaler. Den yngste var blot 13 år.

Det fortæller Claus Birkelyng, der er leder af Nationalt Cyber Crime Center (NC3) under Rigspolitiet.

- I forbindelse med efterforskningen har man identificeret 12 til 15 interessante IP-adresser i Danmark, hvor dansk politi har fundet ud af, hvem der gemmer sig bag, siger lederen af NC3 og fortsætter:

- Sagerne er så blevet sendt ud til de forskellige politikredse, hvor man indtil videre har sigtet seks personer, siger Claus Birkelyng, der fortæller, at de danskere brugere har bestilt angrebene for et beskedent beløb.

Angreb lægger hjemmesider ned

Helt konkret foregår et DDos-angreb ved, at man har et computerprogram, som er spredt til forskellige computere.

Derefter sender de forskellige computere via programmet en uendelig række forespørgsler til en given hjemmeside.

Til sidst bliver den angrebne server så overbelastet, at siden går ned.

Ifølge Rigspolitiet er det en klar overtrædelse af straffeloven.

- De seks personer er blevet sigtet for at overtræde Straffelovens §293 Stk. 2, hvilket kan give ubetinget fængsel i op til to år ved gentagelsestilfælde. Mange af de her sager vil givetvis blive afgjort med en bøde, siger Claus Birkelyng.

Anholdelserne er alle foretaget i januar, men Europol har allerede erfaret, at aktionen har haft en enorm effekt.

Antallet af DDos-angreb er nemlig faldet med 60 procent siden webstresser.org blev lukket ned sidste år.

- Vi er meget tilfredse med, at webstresser.org er blevet lukket ned. Den var indtil sidste år den største af sin slags. DDos-angreb er desværre en kriminalitetsform, som man ikke kan forhindre. I denne her aktion har vi dog begrænset udbredelsen markant - i hvert fald i en periode, siger Claus Birkelyng fra NC3.

I pressemeddelelsen fra Europol lyder det, at man forventer, at i alt 250 brugere af webstresser.org og andre lignende sager kan forvente at blive retsforfulgt.

DDoS-angreb mod Danmark

  • I september 2017 blev Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet og Nationalbanken alle udsat for DDoS-angreb over en periode på få dage. En tyrkisk gruppe kaldet Aslan Neferler Tim hævdede på Facebook at stå bag angrebet, der gik værst ud over Støjbergs ministerium, som var nede i mere end et døgn.

  • Også DSB har været ramt af et DDos-angreb. I maj sidste år lagde hackere store dele af virksomheden ned og i mange timer kunne der ikke købes billet via selskabets app, hjemmeside, i billetautomater og 7-Eleven-kiosker på stationerne.

  • Ifølge den seneste rapport fra Center for Cybersikkerhed kan DDoS-angreb bruges som afpresning.

  • Det er ikke sat noget helt præcist tal på, hvor mange gange danske virksomheder er blevet udsat for DDoS-angreb. TDC kunne i sin 2016 trusselsrapport fortælle, at deres erhverskunder i gennemsnit var blevet udsat for 2,5 angreb.